Man går sjældent galt i byen med en klassisk mørk chokolademousse, og den kan bruges i rigtig mange kombinationer. Denne chokolademousse har en blød og luftig konsistens, som nærmest smelter på tungen. Opskriften på moussen er uden brug af husblas, men moussen er dog stadig så fast, at den kan bruges både i lagkager og til at dekorere muffins.
Chokolademoussen egner sig blandt andet til følgende:
- Lag i en lagkage
- Topping på cupcakes
- Portionsanretning i glas
- Moussekager der skal overtrækkes med glaze
TIP:
Server moussen i glas og drys lidt flagesalt på. Dekorer med revet mørk chokolade, hakkede nødder og friske bær.
Kommes chokolademoussen i glas, så drys med lidt flagesalt, det fremhæver smagen og smager helt fantastisk!
Her har jeg brugt den mørke chokolademousse som topping på en omgang Nutellamuffins, som er en lækker kombination til dem, der bare ikke kan få nok af chokolade (find opskriften på Nutellamuffins her). Jeg har desuden drysset de færdige kager med lidt kakaopulver.
Da chokoladen spiller en stor rolle i denne opskrift, så husk at bruge en god chokolade, da moussens smag afhænger af, hvilken type chokolade der bruges. Jeg plejer at bruge en mørk chokolade med 70 % kakao, da jeg elsker den mørke intense chokoladesmag, men moussen kan også sagtens laves med mælkechokolade.
Mørk chokolademousse
1 portion rækker til at dekorere ca. 12 cupcakes eller til et tykt lag i en lagkage.
Det skal du bruge
Chokolademousse
- 200 ml piskefløde
- 100 g mørk chokolade
- 4 æggeblommer
- 40 g sukker
Sådan gør du
-
Pisk fløden til let skum (skal ikke være helt stift) og stil på køl.
-
Hak chokoladen fint og smelt den over vandbad. Lad det køle en smule af, men det må endelig ikke blive koldt.
-
Kom sukker og æggeblommer i en stor skål og pisk indtil det er lyst og luftigt. Hæld langsomt den smeltede chokolade i æggeblandingen, mens du pisker på lav hastighed.
-
Kom ca. 1/3 af flødeskummet i æggeblandingen, og bland det godt sammen. Vend den resterende flødeskum forsigtigt i og stop med at røre rundt, når moussen er blevet ensartet.
-
Kom moussen i din lagkage eller hæld direkte på glas og lad moussen sætte sig i minimum 5 timer - og gerne natten over. Skal moussen bruges til at dekorere cupcakes, så kan moussen bruges med det samme eller hvile 1 times tid for at give en mere fast mousse.
Moussen får en meget fast konsistens, når chokoladen tilsættes, men bare rolig – den skal nok få en god konsistens og blive fin, når flødeskummet kommer i.
Friske eller pasteuriserede æg?
I dag er risikoen for at blive syg af salmonella fra danske æg meget lille, så man kan sagtens lave denne opskrift med æggeblommer fra friske æg, selvom moussen ikke skal opvarmes. Dog anbefaler fødevarestyrelsen, at man bruger pasteuriserede æg, hvis man vil være helt sikker og for eksempel bager til små børn, ældre mennesker eller syge personer.
Jeg plejer at bruge pasteuriserede æggeblommer, da jeg ellers står tilbage med en masse æggehvider, som jeg ikke altid er så god til at få brugt.
Eksempler på anvendelse af moussen
Prøv moussen som topping på disse chokolademuffins eller som lag i en lagkage med disse lyse lagkagebunde eller denne nøddebund.
TIP
Få en mere intens mørk chokolademousse ved at halvere mængden af flødeskummet.
Rigtig god bagelyst!
Hej,
Jeg vil gerne lave en portions anrettet dessert men denne mørke chokolade mousse og den hvide chokolade mousse med hyldeblomst. Bør jeg ikke tilsætte husblas til den mørke chokolade mousse også for at de ligger sig i pæne lag?
Med venlig hilsen
Ina
Hej Ina
Det lyder som en lækker dessert! Men det er ikke nødvendigt med husblas i denne opskrift 🙂
/Josefine
Hej,
Kan moussen fryses?
Mvh
Hej Mille
Jeg har desværre ikke selv prøvet at fryse moussen, men det er jeg næsten helt sikker på, at den kan 🙂
/Josefine
Pingback: Lækre svampede lagkagebunde med banan - fines.dk
Pingback: Glutenfri mazarinkage med jordbærmousse og friske bær - fines.dk
Hej! Jeg vil gerne bruge moussen i en lagkage, hvor jeg bruger dine lagkagebunde med chokolade også. Er det nok med én portion? Og sætter kagen sig nok til at den kan stå frit?
Mvh Astrid
Hej Astrid
Opskriften kan sagtens bruges i en lagkage og ja kagen sætter sig, så den godt kan stå frit. I forhold til om det er nok med en portion, så kommer det jo lidt an på, hvor meget du skal bruge og hvor stor en lagkage, du laver. Men der burde være nok mousse til et lag i en lagkage på ca. 24 cm i diameter.
/Josefine
Pingback: Nem kirsebærmousse med kirsebærsauce - fines.dk
Er ikke så tosset med rå æggeblomme , kan jeg undlade dem i chokolade moussen ?
Hej Lise-Lotte
Det kan du desværre ikke. Du kan i stedet bruge opskriften på chokolademousse på denne side https://fines.dk/snekugler/ – den er uden æg 🙂
/Josefine
Hej, hvor længe kan moussen holde sig på køl inden den bruges? Kan den stå natten over? 😁
Hej Karoline
Den kan sagtens stå natten over, hvis du skal bruge den som et lag i en lagkage eller lignende. Skal du sprøjte den på cupcakes, så vil jeg anbefale at gøre det, lige når moussen er lavet, da den godt kan blive lidt grynet, hvis den først bliver sprøjtet ud dagen efter.
Jeg håber det giver mening 🙂
/Josefine