Nutellamuffins

Lav de lækreste og super nemme muffins på ca. en halv time. Disse Nutellamuffins er uden tvivl den nemmeste opskrift, jeg indtil nu har lagt på bloggen. 

Kagen består af kun 3 ingredienser og tager ikke mere end 10 minutter at bikse sammen, og så har du altså de lækreste muffins på en halv times tid. 

Nutellamuffins - fines.dk

Nutellaen giver en dejlig smag af chokolade og nødder, og så er de bare super nemme at lave.

Du kan spise de nybagte Nutellamuffins, som de er, eller du kan toppe dem med en mousse eller smørcreme. Brug f.eks. denne jordbærmousse eller denne klassiske smørcreme som topping.

Nutellamuffins

Disse lækre Nutellamuffins tager ikke mere end 10 minutter at bikse sammen, og så har du de lækreste muffins på en halv times tid.

Ret Bagværk
Keyword Muffins
Forb. tid 10 minutter
Tilb. tid 20 minutter
Antal 12 muffins

Det skal du bruge

  • 3 æg
  • 450 g Nutella
  • 105 g hvedemel

Sådan gør du

  1. Kom æg og Nutella i en skål og rør godt sammen. 

  2. Sigt melet i og vend det rundt i dejen indtil det er ensartet. 

  3. Kom dejen i 12 muffinforme og bag dem midt i ovnen ved 180 grader varmluft i 15-20 minutter. 

Sådan tjekker du om dine muffins er blevet færdigbagt

Er du i tvivl, om dine muffins har fået nok? Så stik en kødnål eller en tandstik i en af kagerne, og hvis der ikke hænger ubagt dej på, så er de færdige. Der må gerne hænge lidt krummer fast, men hvis der er dej på, så skal de have et par minutter mere i ovnen.

Chokolademuffins

Jeg bager altid muffins i en metalmuffinform foret med papirforme. Så er de nemme at få ud af formen, og de kan serveres direkte, som de er. Samtidig holder metalformen på kagens form, så de ikke flyder ud.

TIP
Brug en sprøjtepose til at fordele dejen i muffinformene

Jeg synes, det er nemmest at hælde dejen i en sprøjtepose eller bare en almindelig frysepose. Så klipper jeg et lille hul i bunden og kan dermed nemt styre dejen ned i muffinformene.

Muffins med Nutella

Lad kagerne køle af på en rist og opbevar dem i en lufttæt beholder eller pose, indtil de enten skal spises eller dekoreres med en frosting, mousse eller smørcreme.

Rigtig god bagelyst!

Jeg elsker at se jeres billeder på de sociale medier, og du er velkommen til at bruge hashtagget #finesdk på Instagram til dine kreationer med mine opskrifter eller dele dine billeder på facebooksiden fines.dk.