Chokolademuffins er bare en kage, der aldrig går af mode. Denne opskrift giver 30 lækre svampede chokolademuffins, som smelter på tungen. De har faktisk bedst af at blive bagt et par dage før, de skal bruges. Så tøv ikke med at bage kagerne et par dage i forvejen.
En af ingredienserne i denne opskrift er kaffe, men bare rolig – kagerne kommer ikke til at smage af kaffe. Kaffen fungerer som smagsforstærker, og giver en mere intens chokoladesmag. Kaffen gør kagerne knap så søde, og giver en rigtig lækker bitterhed til kagerne, som vil passe perfekt sammen med en sød frosting på toppen af kagerne.
Det skal du bruge
190 g smør
190 g mørk chokolade
3 tsk. Nescafé
140 g vand
400 g sukker
1 tsk. salt
200 g mel
2,5 tsk. bagepulver
40 g kakao
1/4 tsk. natron
3 æg
25 g rapsolie
100 g kærnemælk
Sådan gør du
Start med at hakke chokolade og smør i mindre stykker. Kom chokolade, smør, nescafé og vand i en gryde, og smelt det over svag varme. Hæld massen over i en skål, så det kan køle lidt af.
Vej sukker og salt af i en ny skål, og sigt mel, bagepulver, kakao og natron ned i skålen med sukker og bland godt.
Kom æg, olie og kærnemælk i en tredje skål, og blandt det let sammen. Tilsæt den smeltede chokolade-masse lidt ad gangen, og bland godt. Tilsæt til sidst sukker og mel-blandingen, og rør med en dejskraber, indtil massen er helt ensartet.
Kom dejen i en sprøjtepose eller en frysepose, og klip et lille hul. På denne måde, kan du bedre dosere mængden af dej i muffinformene. Kom dejen i formene og bag kagerne i 25-30 min. ved 160 grader alm. ovn.
Hvis du skal bruge kagerne samme dag, som du bager dem, kan de godt smage en smule af kaffe, men smagen plejer at fordufte, hvis de får lov til at stå et par dage. Så hvis du ikke er så vild med kaffe, kan du sagtens undlade at tilsætte kaffen til opskriften. Dette vil også give nogle lidt sødere chokolademuffins, da kaffens bitre smag ikke vil tage over.
Pingback: Spred julestemning med disse nemme julecupcakes - fines.dk
Er det 160 grader i alm ovn, eller i varmluft ovn ?
Hej Christina. Det er 160 grader i alm. ovn.
Pingback: Smagskombinationer til desserter og kager - fines.dk
Pingback: Hindbærmousse - Nem opskrift på hindbærmousse - fines.dk