Denne opskrift på småkager til udstikning siger lidt sig selv, da den er ideel til at udstikke figurer. Småkagerne er desuden oplagte at dekorere, da de får en helt glat og ensartet overflade.
Småkagerne flyder ikke ud, så de holder formen, hvilket er perfekt, når man skal lave småkager udstukket i en særlig form. Opskriften er nem at gå til, men det er vigtigt at følge fremgangsmåden nøje for at sikre den bedste dej, som ikke hæver op i midten eller flyder ud.
TIP
Frys småkagedejen, hvis du har overskydende dej. Kan holde sig i ca. 2 måneder i fryseren.
I Danmark spiser vi mest småkager i juleperioden, men i USA er det meget normalt at spise de såkaldte sugar cookies på andre tidspunkter af året.
Småkagerne er sprøde udenpå og let bløde i midten. Opskriften her er en grundopskrift, og kan tilføjes mange forskellige smage, som jeg har givet eksempler på længere nede.

Jeg har tit oplevet på andre deje, at de færdige småkager bliver ujævne og grimme, når man har rullet dem et par gange. Men det er ikke tilfældet med denne opskrift. Hvis du følger fremgangsmåden, så kan du rulle den og samle den så meget du vil, uden at de færdige småkager tager skade.
Dejen er super lækker at arbejde med, da den får en blød og smidig konsistens. Du skal derfor ikke bruge mel på bordet, når du ruller dejen ud, da det vil gøre din dej tør og svær at arbejde med.
Tips til udstikning af småkager
Del dejen op i ca. tre lige store stykker og læg to af dem til side. Ælt den sidste klump godt igennem. Jeg synes, det er nemmest at forme dejen til en pølse og så trykke den let flad, så man får et rektangel. Så er det nemmere at rulle ud.
Rul dejen ud mellem to stykker bagepapir til ca. 0,6 cm tyk. Jeg bruger en kagerulle med afstandsstykker af mærket Joseph Joseph, så det er nemt at få småkagerne lige tykke. Når dejen har den rigtige tykkelse, så skal kagerne udstikkes. Dette kan gøres på to måder, for at formen på kagerne ikke ødelægges. For hvis du bare flytter på kagerne, lige når de er stukket ud, vil du højst sandsynligt komme til at strække eller trykke dem lidt. Derfor skal du bruge en af følgende metoder:
- Stik småkagerne ud med 1 cm mellemrum, fjern overskydende dej og bag kagerne på bagepladen som de er, uden at rykke rundt på dem.
- Stik småkagerne ud med så lidt mellemrum som muligt, fjern overskydende dej og sæt kagerne på frys eller køl i 5-10 minutter. Når de er blevet faste, kan de flyttes rundt på bagepapiret med 1-2 cm mellemrum. Brug en paletkniv til at løfte og flytte kagerne.
Opskriften giver ca. 40-60 småkager alt afhængigt af, hvor store du laver kagerne.

Småkager til udstikning
Det skal du bruge
- 225 g smør, blødt
- 200 g flormelis
- 1 æg (str. m/l)
- 400 g hvedemel
- 1 tsk. salt (valgfri)
Sådan gør du
-
Rør smør sammen med en k-spade indtil der ikke er klumper mere.
-
Tilsæt flormelis og rør det sammen indtil det er ensartet.
-
Tilsæt æg og rør sammen ved lav hastighed indtil dejen lige har samlet sig.
-
Tilsæt salt og sigtet mel i smørblandingen og rør det sammen indtil det er blandet godt sammen.
-
Tag dejen ud på køkkenbordet og ælt den sammen med hænderne. Du behøver ikke at ælte så længe, men det giver en god struktur på dejen, når den æltes det sidste i hånden.
-
Pak dejen ind i husholdningsfilm og lad den hvile i køleskabet i minimum 4 timer.
-
Tag dejen ud af køleskabet en halv time før du skal rulle dejen ud, så er den nemmere at arbejde med.
-
Ælt dejen let sammen og rul den til ca. 6 mm tykkelse mellem to stykker bagepapir.
-
Stik kagerne ud og bag dem ved 185 grader varmluft i 6-8 minutter alt afhængigt af størrelse.
-
Tag kagerne ud, når de er blevet let gyldne i kanten.
-
Lad dem køle af på en rist og opbevar dem herefter i en lufttæt beholder.
Opbevar de færdige småkager i en lufttæt beholder i op til 2 uger.



Topping/dekoration
Kagerne kan sagtens spises som de er, men det kan nu også være meget lækkert med en topping eller dekoration på toppen. Her har jeg givet et par eksempler på, hvad du kan dekorere småkagerne med:
Smagsvariationer
Du kan tilføje forskellige smage til småkagerne, hvis du gerne vil have andre smagsvariationer. Prøv for eksempel at tilsætte en af følgende ingredienser til den færdige dej:
- Kornene fra 1 vaniljestang
- Skal fra en økologisk appelsin, lime eller citron
- 2 tsk. lakridspulver
- 5 dråber pebermynteessens
Farve
Du kan også tilføje farve til småkagedejen. Jeg vil anbefale at bruge pulverfarve, da frugtfarve og pastafarve gør dejen lidt sværere at arbejde med. Men hvis du kun skal give kagerne en lille smule farve, så kan du godt bruge pastafarve. Tilsæt farven til den færdige dej.

Pingback: Opskrift på Royal Icing (RI) til dekoration af cookies og kager - fines.dk
Pingback: Marmorerede småkager til påske - VIDEOGUIDE - fines.dk
Pingback: After Eight småkager - Oplagt til kagetapas eller kagebord - fines.dk
Pingback: Lækker opskrift på jordbærmousse med Asti - fines.dk
Pingback: Enkel og nem opskrift på hvid chokolademousse - fines.dk
Kan dejen laves dagen og i forvejen og så udstikkes dagen efter?
Hej Michelle
Ja, det kan du sagtens. Den færdige dej skal bare opbevares i køleskabet og være pakket godt ind.
/Josefine
Kan man bage dem og fryse ned 2 uger inden de skal bruges? 🙂
Hej Nadine
Jeg vil ikke anbefale at fryse dem, når de er bagt. Men du kan sagtens fryse dejen, og så kan du stikke dem ud, inden de kommer på frys, så de er klar til at komme i ovnen 🙂
/Josefine
Hej 🙂
Min dej så ikke sådan ud da den skulle æltes men udskiftet også den halve mel med mandel mel, kom en del mere mel i og håber de bliver gode alligevel
Kan det passe man skal det når man udskiftet en del med mandel mel ?
Hej Majken
Det er ikke alle opskrifter, hvor man kan udskifte mel med mandelmel. Men jeg håber, at du fik nogle fine kager alligevel 🙂
/Josefine