Dessert med hvid chokolademousse

Hvid chokolademousse

Hvid chokolademousse er endnu en klassisk mousse, der ofte bruges i kager, og som man bare skal have i opskriftsamlingen. Denne opskrift er silkeblød og smelter nærmest på tungen.

Kagerne på billederne består af en halvkugle af den hvide chokolademousse, som er placeret på en småkagebund med lakrids. Opskriften på småkagebunden kan du finde her, der skal blot tilsættes lidt lakridspulver til sidst. Man kunne også tilføje en midte af en hindbærsirup for at give et element mere til kagen.

Kagerne er desuden pyntet med små fondantblomster, som jeg har lavet på en tidligere guide til en kage dekoreret med japanske kirsebærblomster. Du kan se, hvordan blomsterne laves her.

Jeg kan ikke finde den præcise silikoneform, som jeg har brugt, men denne form minder meget om den (annoncelink).

Hvid chokolademousse

Anvendelsesmuligheder

Opskriften på hvid chokolademousse egner sig til følgende:

  • Som lag i en lagkage
  • Moussekager støbt i silikoneforme
  • Portionsanrettet mousse fx i høje glas
  • Som dekoration på cupcakes eller sprøjte på kager med en stjernetyl

Smagskombinationer med hvid chokolade

Hvid chokolademousse kan kombineres med mange forskellige smage f.eks. lakrids, jordbær eller pistacienødder for bare at nævne et par stykker. Et eksempel på en lækker lagkage kunne være en kombination af den hvide chokolademousse, en jordbærmousse lagt sammen med nøddebunde.

Se flere eksempler på, hvad hvid chokolade kan kombineres med i mit store opslagsværk af smagssammensætninger, som du finder her.

Kager med hvid chokolademousse

Opskriften består kun af tre ingredienser: hvid chokolade, husblas og piskefløde, og den er super nem at lave. Man kan også tilsætte lidt vanilje til opskriften, for en lidt sødere smag.

Opskriften giver et lag i en lagkage, der er 20-24 cm i diameter.

Hvid chokolademousse

Ret Dessert
Keyword Grundopskrift, Mousse
Forb. tid 20 minutter
Hviletid 6 timer
Antal 1 lag i en lagkage på 20-24 cm

Det skal du bruge

  • 2 bl. husblas
  • 200 g hvid chokolade
  • 5 dl piskefløde

Sådan gør du

  1. Læg husblas i blød i koldt vand i ca. 10 min.
  2. Hak den hvide chokolade og kom den i en skål.
  3. Varm 2 dl af piskefløden til det koger og tag af varmen. Vrid husblassen fri for vand og tilsæt i den varme fløde. Rør rundt indtil husblassen er smeltet.

  4. Hæld den varme fløde over chokoladen. Lad det stå et minuts tid og rør herefter godt rundt med et piskeris indtil al chokoladen er smeltet. Lad det køle af til ca. 35 grader eller håndvarm.

  5. Pisk de resterende 3 dl piskefløde til let skum og tilsæt et par skefulde i den lunkne chokolade. Rør godt rundt og vend nu chokolade-massen i resten af flødeskummet.

  6. Hæld moussen på silikoneforme eller på en lagkagebund, hvis du støber en lagkage. Skal kagen bruges til at sprøjte med, så sæt moussen på køl, og vent til den har sat sig lidt.

  7. Lad moussen stå på køl eller frys i ca. 6 timer indtil den har sat sig.

Rigtig god bagelyst!

Hvid chokolademousse

Jeg elsker at se jeres billeder på de sociale medier, og du er velkommen til at bruge hashtagget #finesdk på Instagram til dine kreationer med mine opskrifter eller dele dine billeder på facebooksiden fines.dk.