Limemousse med marengs

Limemoussekage med marengs

Jeg fik ideen til denne limemoussekage med marengs for noget tid siden, og nu fik jeg endelig tid til at teste den af.

Kagen er egentlig meget simpel, da den består af en mørdejsbund, en limemoussebombe og er dækket af marengs.

Alle elementerne kan laves i god tid i forvejen:

  • Mørdejsbundene kan laves en uge før og opbevares i en lufttæt beholder.
  • Moussebomberne kan laves op til en måned før og opbevares på frys i silikoneformen.
  • Marengsen kan laves et par uger før og opbevares i en lufttæt beholder.

Denne kage er derfor ideel at lave, hvis du ikke har så meget tid på dagen til at lave kage. Kagen skal blot samles på dagen – helst maks. en times tid før kagerne skal spises, da marengsen vil smelte efter noget tid, når den er kommet i kontakt med moussen.

Det kan godt kræve lidt tålmodighed at dekorere kagerne, men jeg synes faktisk, at det gik overraskende hurtigt.

TIP
Lav dekorationen i chokolade i stedet for marengs for længere holdbarhed. Brug samme fremgangsmåde med tempereret hvid chokolade tilsat limegrøn chokoladefarve.

Kagen egner sig til at lave til et lille kagetapas eller et kagebord, hvor der skal være en masse forskellige kager. De vil helt sikkert skabe opmærksomhed med deres anderledes udseende.

Limemousse

Den syrlige mousse giver et godt modspil til den søde marengs og mørdejsbunden bidrager med et sprødt element, som sætter prikken over i’et.

Kagerne jeg har lavet er meget små (3,4 cm i diameter), og de passer lige til en lille mundbid. Du kan dog sagtens lave kagerne større ved at bruge en større form.

Jeg har brugt en silikoneform med halvkugler, der er lidt flade på toppen. Du kan finde formen hos H.W. Larsen her.

Antal portioner

Jeg har ikke angivet et fast antal portioner på denne kage, da antallet af kager afhænger af, hvor store kagerne laves. Opskriften giver en stor portion, men jeg anbefaler at lave omkring 10 kager, hvis de skal dekoreres med marengs, da marengsen som sagt vil smelte efter lidt tid, og det også tager lidt tid at samle kagerne.

Laves kagerne i en størrelse på 3,4 cm i diameter, kan der laves helt op til 50 kager. Hvis der laves så mange kager, vil jeg dog anbefale at lave dekorationen i chokolade i stedet for marengs.

Brug af kagerester

Portionstørrelsen på både mørdej, mousse og marengs vil højst sandsynligt være større, end hvad du skal bruge. Men det er svært at lave mindre portioner. Dog kan du sagtens bruge resterne. Limemoussen og mørdejen kan begge fryses til senere brug.

Limemoussekage med marengs

Antallet af kager afhænger af, hvor store kagerne laves.

Opskriften giver en stor portion, men jeg anbefaler at lave omkring 10 kager, hvis de skal dekoreres med marengs, da marengsen vil smelte efter lidt tid, og det også tager lidt tid at samle kagerne. Dekorer derfor kagerne så tæt på serveringstidspunktet som muligt.

Alternativt kan man lave dekorationen i chokolade i stedet for marengs. Hvis kagerne laves i en størrelse på 3,4 cm i diameter, så kan der laves helt op til 50 små kager.

Ret Dessert
Keyword Dekoration, kagetapas, Minikage, Mousse, Moussekage

Det skal du bruge

Mørdej

  • 150 g smør (stuetemperatur)
  • 300 g hvedemel
  • 100 g flormelis
  • 1 æg

Limemousse

  • 3 blade husblas
  • 200 g piskefløde
  • 100 g sukker
  • 150 g creme fraiche 18%
  • 0,5 dl limesaft (ca. 2-3 stk.)
  • 1 tsk. limeskal

Marengskys

  • 100 g æggehvider
  • 200 g flormelis

Sådan gør du

Mørdej

  1. Skær smørret i små tern.

  2. Kom alle ingredienser i en røremaskine med piskeriset på og kør dejen ved lav-mellem hastighed indtil den akkurat har samlet sig.

  3. Tag dejen ud af skålen, ælt den let sammen og sæt den på køl i en times tid.

  4. Tag dejen ud af køleskabet, når den har hvilet. Dejen er nemmest at arbejde med, hvis den får lov at stå på køkkenbordet i en halv times tid.

  5. Rul dejen jævnt ud mellem to stykker bagepapir til ca. 0,4 cm tyk.

  6. Udstik bundene med en rund udstikker på maks. 3,4 cm i diameter. Mørdejsbunden må gerne være lidt mindre end moussekuglen, hvis du ikke har en form, der er præcis 3,4 cm, men den må bare ikke være større. Undgå at flytte på bundene, da de nemt mister formen. Udstik derfor bundene med lidt mellemrum, så du undgår at flytte på dem.

  7. Hvis du har dej i overskud, kan den resterende dej gemmes på køl et par dage eller i fryseren til et andet kageprojekt.

  8. Bag mørdejsbundene ved 180 grader i ca. 10 min til de bliver let gyldne i kanten.

  9. Lad mørdejsbundene køle af.

  10. Opbevar mørdejsbundene i en lufttæt beholder indtil de skal bruges.

Limemousse

  1. Udblød husblassen i ca. 10 minutter.

  2. Pisk fløden til let skum.

  3. Pisk sukker og creme fraiche i en anden skål til sukkeret er opløst.

  4. Varm limesaft og -skal op til lige under kogepunktet og tag gryden af blusset. Tilsæt husblassen og rør rundt indtil det er smeltet.

  5. Rør et par skefulde af creme fraichen i limesaften og hæld herefter limesaften i resten af creme fraichen.

  6. Vend flødeskummet i blandingen og kom moussen i en sprøjtepose eller frysepose, da det så er nemmere at dosere mængden af mousse, når den er i en pose. Placer silikoneformen på et spækbræt (så er den nemmere at flytte) og fyld silikoneformen op med mousse.

  7. Hvis du har for meget mousse, kan du fylde resten i andre slags silikoneforme eller i glas, så har du til en dessert på et senere tidspunkt.

  8. Sæt moussebomberne på frys i minimum 4 timer. Når moussen er frossen, kan du lægge et lag film over silikoneformen.

Marengs

  1. Sigt flormelis i en metalskål og tilsæt æggehvider. Kom skålen over et vandbad og pisk ved lav hastighed. Det er vigtigt, at skålen ikke rører vandet, men at den blot bliver opvarmet af dampene fra det varme vand, som ikke skal koge.

  2. Tag skålen af varmen lige når den når 50 grader, men bliv ved med at piske indtil marengsen er blevet stiv og er kølet af (tager ca. 10-15 min.).

  3. Tilføj en smule grøn pastafarve til marengsen indtil du får den ønskede lysegrønne farve.

  4. Spred marengsen ud i et tyndt lag på et stykke bagepapir med en paletkniv. Det gør ikke så meget, at det ikke bliver helt lige, da vi skal bruge den side, der vender mod bagepapiret som den yderste side på kagerne.

  5. Bag marengsen midt i ovnen i 60 min. ved 100 grader (ikke varmluft). Sluk ovnen og lad den være lukket i minimum 1 time indtil den er helt kold.

  6. Opbevar marengsen i en lufttæt beholder med et stykke madpapir mellem hvert marengslag indtil de skal bruges.

Samling af kagerne

  1. Hvis mørdejsbundene er hævet lidt op i midten, så kan du bruge et fint og fladt rivejern til at få en lige overflade på bunden, så moussen står bedre fast.

  2. Tag forsigtigt de frosne moussebomber ud af silikoneformen og placer på mørdejsbundene. Hvis du laver kagerne større end 3,4 cm, så lad kagerne tø op i køleskabet inden du dekorerer dem.

  3. Bræk marengsen i mindre stykker og begynd at placere stykkerne på kagen, men den flade side yderst.

  4. Jeg synes, det var nemmest at starte fra bunden og arbejde op mod toppen. Sørg for at stykkerne ikke er for store, da de så vil stikke for langt ud fra kagen.

  5. Server kagerne med det samme.