Forglemmigej

Forglemmigej

Simpel, elegant og lige til at spise! Det er essensen af denne fine lille kage, som består af hvid chokolademousse på en mørdejsbund og er pyntet med lyseblå forglemmigej blomster. 

Og når jeg siger, at det er en lille kage, så mener jeg det. Kagen er nemlig kun 3 cm bred, så måske er det mere en hapser end en kage. Men ikke desto mindre er den skøn at se på og smager dejligt. 

Det er ikke en svær kage at lave, men det kræver en del tid, en smule tålmodighed og en rolig hånd. Til gengæld kan jeg love, at det er det hele værd.

Kage med spiselige blomster

Jeg har ikke angivet, hvor mange personer opskriften er til, da det afhænger af, hvor stor en silikoneform, du bruger. Men jeg vil vurdere, at der er til ca. 60 moussebomber med denne portion hvid chokolademousse. 

Jeg vil dog ikke anbefale at lave 60 kager, da det tager ret lang tid at dekorere dem, men det er svært at lave en mindre portion hvid chokolademousse.

TIP
Lav kagerne hurtigere ved at bruge færre blomster. Lav fx kun en række af blomster hele vejen rundt.

Jeg har brugt en halvkugle silikoneform på 3 cm i diameter og lavede 10 stk. Resten af moussen brugte jeg i andre mousseforme og kom i fryseren, så jeg havde et par desserter til en kedelig dag.

Forglemmigej - kage med hvid chokolade

Opskriften på mørdej giver også en stor portion. Større end du har brug for, men også denne opskrift er svær at lave i mindre portioner. Dog kan resterne sagtens gemmes i fryseren til senere brug.

Forglemmigej blomstrer i maj måned, så det er nu, at du skal prøve kræfterne af med denne fine lille mundbid.

Både chokolademoussen og mørdejsbundene kan laves i forvejen, da moussen skal på frys og mørdejsbundene skal køle af og kan sagtens holde sig nogle dage i en lufttæt beholder.

Forglemmigej

Lav de fineste små kager med spiselige blomster.

Forbered chokolademousse og mørdej i forvejen og saml kagen på dagen, hvor den skal serveres.

Opskriften giver en stor portion, men jeg anbefaler at lave maksimum 10 små kager, hvis de skal dekoreres helt med forglemmigej, da det tager lang tid at dekorere kagerne.

Alternativt kan man dekorere nogle af kagerne med færre blomster.

Ret Dessert
Keyword Minikage, Moussekage

Det skal du bruge

Hvid chokolademousse

  • 160 g hvid chokolade
  • 100 g piskefløde
  • 100 g flødeskum

Mørdej

  • 300 g hvedemel
  • 100 g flormelis
  • 150 g smør (stuetemperatur)
  • 1 æg

Dekoration

  • Et stort bundt forglemmigej

Sådan gør du

Hvid chokolademousse

  1. Hak den hvide chokolade fint og smelt den over vandbad.

  2. Lun de 100 g af fløden og hæld straks over den smeltede chokolade. Rør godt rundt, så det bliver blandet sammen. Stil til side på køkkenbordet.

  3. Pisk de sidste 100 g fløde til flødeskum og stil på køl indtil chokoladeblandingen er kølet ned til ca. 40 grader.

  4. Vend flødeskummet forsigtigt i chokoladeblandingen.

  5. Hæld chokolademoussen op i en frysepose eller sprøjtepose og klip et hul i bunden. Hæld moussen i en halvkugle silikoneform på 3 cm i diameter og sæt formen på frys.

    Jeg plejer at sætte et spækbræt under silikoneformen, så er den nemmere at flytte, når den er blevet fyldt.

    Tiden på frys afhænger af, hvor stor din silikoneform er. Men jeg anbefaler at give chokolademoussen 8 timer på frys for en sikkerheds skyld.

Mørdej

  1. Skær smørret i små tern og kom alle ingredienserne i en røremaskine med piskeriset på, og kør dejen ved lav-mellem hastighed indtil den akkurat har samlet sig.

  2. Tag dejen ud af skålen, ælt den let sammen og sæt den på køl i en times tid.

  3. Når dejen har ligget og hvilet, tænder du ovnen på 180 grader. Tag ca. 1/3 af dejen og gem den resterende dej på køl eller frys til brug til en anden kage.

  4. Rul dejen jævnt ud mellem to stykker bagepapir til ca. 0,4 cm tyk. 

  5. Udstik bundene med en rund udstikker på 3 cm i diameter. Undgå at flytte på bundene, da de nemt mister formen. Udstik derfor bundene med lidt mellemrum, fjern overskydende dej og bag dem ved 180 grader i ca. 10 min til de bliver let gyldne i kanten.

  6. Lad mørdejsbundene køle af.

Samling af kagen

  1. Klip blomsterne af forglemmigej og placer dem på et stykke vådt køkkenrulle indtil de skal placeres på kagen. Så tørrer de ikke så nemt ud. 

  2. Tag en af de frosne moussekugler ud af silikoneformen og placer på en af mørdejsbundene.

  3. Brug en pincet til at placere de små blomster på kagen. Start fra bunden og arbejd dig op mod toppen.

  4. Sørg for at trykke blomsterbladende helt ind til kagen, så holder kagen sig pænest.

  5. Sæt kagen på køl og lav de resterende kager på samme måde.

  6. Lad gerne kagerne stå 10-15 minutter på køkkenbordet inden de serveres, så de ikke er helt kolde.

Jeg vil anbefale at spise kagerne samme dag, som de er lavet, da blomsterne bliver lidt kedelige at se på dagen efter.

Forglemmigej kage

Rigtig god bagelyst!