Limemousse

Limemousse

En klassisk limemousse går man aldrig galt i byen med. I hvert fald ikke, hvis man er til et lidt syrligt tvist. Du kan bruge limemoussen i mange forskellige kombinationer. Jeg synes især den passer godt sammen med følgende:

  • Hindbær
  • Hyldeblomst
  • Hvid chokolade
  • Jordbær
  • Lakrids

Opskriften passer til et lag i en lagkage på 20-24 cm i diameter. Limemoussen er oplagt at bruge som lag i en lagkage eller til at lave som moussekage, som skal overtrækkes med glaze.

Her har jeg brugt limemoussen ovenpå en kiksebund og har dekoreret kagen med lidt lime og blade fra citronmelisse. Opskriften på kiksebunden er fra min opskrift på blåbærmoussekage (find opskriften her).

Limemoussekage

Hvis du bruger limemoussen som lag i en lagkage, er det vigtigt at kagen får tid til at sætte sig og stivne, så man kan få et flot snit på kagen. Jeg plejer at stille mine kager på køl i 6-8 timer, og for det meste laver jeg kagerne om aftenen, så de kan sætte sig om natten.

Hvis moussen skal støbes i en silikoneform, så er det også vigtigt at kagen får tid til at sætte sig. Dog skal kagen på frys i stedet for, da man ellers ikke kan få kagen ud af formen. Hvis det er en hel kage plejer jeg at sætte den på frys ca. 8 timer, men hvis det er små kager, kan de nøjes med mindre.

Efter opskriften kan du få inspiration til, hvilke opskrifter du kan kombinere med limemoussen.

Limemousse

Her får du opskriften på en syrlig og frisk limemousse. Opskriften giver til et lag i en lagkage på 20-24 cm.

Ret Dessert
Keyword Lime, Mousse, Moussekage
Forb. tid 30 minutter
Hviletid 8 timer
Antal 1 lag i en lagkage

Det skal du bruge

  • 3 blade husblas
  • 200 g piskefløde
  • 150 g creme fraiche 18%
  • 100 g sukker
  • 1 tsk. fintreven limeskal
  • 1/2 dl limesaft (ca. 2 limefrugter)

Sådan gør du

  1. Sæt husblassen i blød i koldt vandt i ca. 10 minutter.

  2. Pisk creme fraiche og sukker i omkring 5 minutter indtil al sukkeret er opløst.

  3. Pisk fløden let. Den må ikke piskes helt stiv.

  4. Lun limesaft og skal i en lille gryde. Tag gryden af varmen når det begynder at dampe – så er det lige under kogepunktet. Tilsæt straks husblas og rør godt rundt indtil det er helt smeltet.

  5. Tilsæt et par skefulde af creme fraichen i limesaften og bland godt. Hæld nu limesaften over i resten af creme fraichen og bland godt.

  6. Vend flødeskummet i creme fraiche-blandingen, og hæld moussen i en silikoneform eller på en lagkagebund med en bagering rundtom.

  7. Lad kagen hvile på køl eller frys i ca. 8 timer og gerne natten over.

Inspiration

Her kan du få inspiration til, hvilke opskrifter du kan kombinere med limemoussen:

Rigtig god bagelyst!