
Lav de fineste små kager med spiselige blomster.
Forbered chokolademousse og mørdej i forvejen og saml kagen på dagen, hvor den skal serveres.
Opskriften giver en stor portion, men jeg anbefaler at lave maksimum 10 små kager, hvis de skal dekoreres helt med forglemmigej, da det tager lang tid at dekorere kagerne.
Alternativt kan man dekorere nogle af kagerne med færre blomster.
Hak den hvide chokolade fint og smelt den over vandbad.
Lun de 100 g af fløden og hæld straks over den smeltede chokolade. Rør godt rundt, så det bliver blandet sammen. Stil til side på køkkenbordet.
Pisk de sidste 100 g fløde til flødeskum og stil på køl indtil chokoladeblandingen er kølet ned til ca. 40 grader.
Vend flødeskummet forsigtigt i chokoladeblandingen.
Hæld chokolademoussen op i en frysepose eller sprøjtepose og klip et hul i bunden. Hæld moussen i en halvkugle silikoneform på 3 cm i diameter og sæt formen på frys.
Jeg plejer at sætte et spækbræt under silikoneformen, så er den nemmere at flytte, når den er blevet fyldt.
Tiden på frys afhænger af, hvor stor din silikoneform er. Men jeg anbefaler at give chokolademoussen 8 timer på frys for en sikkerheds skyld.
Skær smørret i små tern og kom alle ingredienserne i en røremaskine med piskeriset på, og kør dejen ved lav-mellem hastighed indtil den akkurat har samlet sig.
Tag dejen ud af skålen, ælt den let sammen og sæt den på køl i en times tid.
Når dejen har ligget og hvilet, tænder du ovnen på 180 grader. Tag ca. 1/3 af dejen og gem den resterende dej på køl eller frys til brug til en anden kage.
Rul dejen jævnt ud mellem to stykker bagepapir til ca. 0,4 cm tyk.
Udstik bundene med en rund udstikker på 3 cm i diameter. Undgå at flytte på bundene, da de nemt mister formen. Udstik derfor bundene med lidt mellemrum, fjern overskydende dej og bag dem ved 180 grader i ca. 10 min til de bliver let gyldne i kanten.
Lad mørdejsbundene køle af.
Klip blomsterne af forglemmigej og placer dem på et stykke vådt køkkenrulle indtil de skal placeres på kagen. Så tørrer de ikke så nemt ud.
Tag en af de frosne moussekugler ud af silikoneformen og placer på en af mørdejsbundene.
Brug en pincet til at placere de små blomster på kagen. Start fra bunden og arbejd dig op mod toppen.
Sørg for at trykke blomsterbladende helt ind til kagen, så holder kagen sig pænest.
Sæt kagen på køl og lav de resterende kager på samme måde.
Lad gerne kagerne stå 10-15 minutter på køkkenbordet inden de serveres, så de ikke er helt kolde.
https://fines.dk/forglemmigej/