Mirror glaze opskrift - fines.dk

Mirror glaze med hvid chokolade

Mirror glaze bruges til at give en kage en flot og spejlblank overflade. Her får du en god grundopskrift på mirror glaze med hvid chokolade. 

Opskriften er enkel at lave og giver et rigtig flot resultat. Det er denne opskrift på glaze, som jeg oftest bruger, medmindre at glazen skal være mørkebrun eller sort. Så bruger jeg i stedet en glaze med kakao (find opskriften her).

Hvis du gerne vil have en masse tips til at lykkes med glazekager, vil jeg anbefale at læse min overordnede guide til glaze, som du finder her:

Mirror glaze guide

Bemærk at denne glaze har en meget sød smag på grund af den hvide chokolade. Så husk at tage højde for dette når du vælger, hvilken kage du bruger den til.

Du kan desuden se alle opslag om glaze her, hvor du kan finde guides til forskellige teknikker, du kan lave med denne glaze.

Mirror glaze med hvid chokolade

Opskriften giver en portion, der kan dække en rund kage på 24 cm.

Er der glaze i overskud, kan det fryses ned og gemmes til senere.

Ret Dessert
Keyword Glaze, Overtræk
Forb. tid 30 minutter
Afkøling, ca. 30 minutter
Samlet tid 1 time
Antal 1 portion

Det skal du bruge

  • 2 blade husblas
  • 200 g hvid chokolade
  • 130 g fløde
  • 30 g vand
  • 25 g glukosesirup
  • 20 g rapsolie
  • pastafarve

Sådan gør du

  1. Læg husblas i blød i koldt vand i ca. 10 min.

  2. Hak den hvide chokolade fint og smelt over vandbad. Lad det køle en smule af, mens du laver resten. 

  3. Varm fløde, vand og glukosesirup i en gryde under omrøring ved medium varme. Tag gryden af varmen, så snart det begynder at koge.

  4. Hæld straks fløde-blandingen over den smeltede chokolade, og pisk massen forsigtigt indtil den samler sig. Hvis du pisker for hårdt, risikerer du, at der kommer luftbobler. 

  5. Vrid husblassen fri for vand og tilsæt i blandingen. Rør rundt indtil husblassen er helt smeltet.

  6. Tilsæt olien og farv herefter glazen med den ønskede pastafarve.

  7. Stil glazen til side og lad den køle ned til ca. 40 grader. Glazen skal være ca. 35 grader, når den hældes over kagen, og konsistensen skal være som en tynd glasur. Når glazen har den rigtige konsistens, er det vigtigt at arbejde hurtigt, da glazen vil blive for tyk at arbejde med, hvis den bliver for kold. 
  8. Når glazen er klar til brug, tager du din moussekage ud af fryseren. Stil et glas eller skål ovenpå en tallerken og placer moussekagen på toppen.

  9. Hæld nu glazen over moussekagen. Start med at hælde glazen på midten og arbejd ud mod kanten til hele kagen er dækket. 

  10. Når der ikke løber mere glaze af kagen fjernes overskydende glaze i bunden af kagen med en palet eller kniv.

Mirror glazen har en lysegul farve, når den er færdiglavet og kan herefter farves i den ønskede farve.

Mirror glaze med hvid chokolade - fines.dk

Og her er det færdige resultat af en moussekage overtrukket med mirror glaze med hvid chokolade. Jeg har farvet glazen hvid og lilla på billedet herunder:

Mirror glaze med hvid chokolade opskrift - fines.dk

TIP
Frys overskydende glaze til senere brug. Glazen varmes blot op igen i en gryde ved lav varme.

Jeg elsker at se jeres billeder på de sociale medier. Du er velkommen til at bruge hashtagget #finesdk på Instagram til dine kreationer med mine opskrifter eller dele dine billeder på facebooksiden fines.dk.

Del