Mirror glaze med kakao

Mirror glaze med kakao

Her får du opskriften på en spejlblank mirror glaze med kakao. Mirror glaze kager er kommet for at blive. Og heldigvis for det. Jeg ser rigtig mange forskellige kagetrends, men jeg er glad for at netop glazekagerne har hængt ved, da de er så fine, og de er faktisk slet ikke så svære at lave, som de måske ser ud.

Jeg har tidligere skrevet en komplet guide til at lave glazekager. I guiden får du tips og tricks til at lykkes med glaze samt eksempler på opskrifter til moussekager. Du finder guiden her:

Mirror glaze guide

Mange opskrifter på glaze indeholder hvid chokolade og kan være meget sød i smagen. Denne opskrift indeholder ingen hvid chokolade, men derimod kakaopulver, som giver en knap så sød smag, som en glaze med hvid chokolade.

Hvis du skal bruge en anden farve glaze end mørkebrun eller sort, så vil jeg anbefale at bruge min opskrift på glaze med hvid chokolade, som du finder her.

Opskriften på mirror glaze med kakao herunder kan dække en rund moussekage på ca. 24 cm eller 6-8 moussebomber alt afhængigt af størrelse.

Mirror glaze med kakao

1 portion kan dække en rund moussekage på ca. 24 cm eller 6-8 moussebomber alt afhængigt af størrelse.

Ret Dessert
Keyword Dekoration, Glaze, Overtræk, Teknik
Forb. tid 30 minutter
Tilb. tid 10 minutter
Samlet tid 40 minutter
Antal 1 portion

Det skal du bruge

  • 5 blade husblas
  • 140 g vand
  • 50 g fløde
  • 180 g sukker
  • 90 g kakaopulver
  • Sort pastafarve (valgfri)

Sådan gør du

  1. Læg husblassen i blød i koldt vand i ca. 10 min.

  2. Varm vand, fløde, sukker og kakaopulver i en lille gryde indtil det koger. Tag det straks af varmen og tilsæt husblas som er vredet fri for vand.

  3. Hæld glazen op i en høj kande, der er god at hælde fra og blend massen med en stavblender, indtil det bliver skinnende og blankt. Undgå at få luftbobler i glazen ved at holde stavblenderen under glaze-overfladen, når du blender. 

  4. Lad glazen køle lidt af på køkkenbordet, og rør jævnligt i den, indtil den er blevet lidt tykkere i det, hvorefter den kan hældes over en frossen kage.

Når kagen skal glazes, er det vigtigt at den stadig er helt frossen, for at få det bedste resultat. Tag derfor først kagen ud af fryseren, når glazen er klar til brug.

Jeg har også brugt glazen til nedenstående snekugle (find opskriften her). Her har jeg bare tilføjet lidt sort pastafarve for at få glazen helt sort.

Test dine bageevner med disse snekugler

Rigtig god bagelyst!