Denne opskrift på lagkagebunde med banan er en super lækker banankage, som kan bruges til at lave lagkagebunde. Du kan også sagtens bruge opskriften som en lækker svampet banankage toppet med et lag af smeltet chokolade.
Lagkagebundene er lækre svampede, men har stadig en fast konsistens, så man kan bruge bundene i en lagkage uden problemer. Bananerne er med til at gøre bundene mere saftige, og den bliver derfor ikke så nemt tør og kedelig.
Det er vigtigt at bruge bananer, der ikke er friske. De skal helst være overmodne og lidt bløde i det, da de så er meget sødere og dermed fungerer rigtig godt i bagværk. Og så er det jo perfekt at kunne bruge de overmodne bananer til kage i stedet for at skulle smide dem ud.
Hvis du kun har grønne eller meget friske bananer, så kan man snyde lidt og komme bananerne i ovnen med skræl på. Giv dem 5-10 minutter ved 200 grader indtil de begynder at blive let bløde.
Banankagen kan sagtens holde sig i 2-3 dage, men så længe kan den dog ikke få lov at stå her i huset.
Chokoladestykkerne kan godt gøre det lidt svært at skære bundene over, men hvis man er forsigtig med at skære bundene ud, så kan det sagtens lade sig gøre. Vent med at skære kagen ud til lagkagebunde indtil kagen er kølet helt af.
Hvilke opskrifter passer til lagkagebunde med banan?
Herunder kan du finde inspiration til, hvilke mousser du kan kombinere med banankagen:
Kokos og peanuts passer også utrolig godt sammen med banankage, så det kan man også prøve at kombinere med disse lagkagebunde. Du kan også vælge at hælde en lækker karamelsauce ud over banankagen og drysse med peanuts.
Hvis banankagen bages i en springform på 22 cm i diameter, giver opskriften 3 tynde lagkagebunde på ca. 1 cm tyk eller 2 lidt tykkere bunde på ca. 1,5 cm tyk.
Lagkagebunde med banan
Opskriften giver 2-3 lagkagebunde i en 22 cm springform alt afhængigt af, hvor tykke de skal være.
Det skal du bruge
- 100 g smør
- 100 g mørk chokolade, gerne chokoladeknapper
- 2 æg (stuetemperatur)
- 150 g sukker
- 200 g mel
- 1 tsk. bagepulver
- 1 tsk. vaniljesukker
- 1 knsp. salt
- 450 g modne bananer (5-6 små bananer)
Sådan gør du
-
Smelt smørret og lad det køle af.
-
Hak den mørke chokolade til mindre stykker, hvis du ikke bruger chokoladeknapper.
-
Pisk æg og sukker lyst og luftigt.
-
Bland mel, bagepulver, vaniljesukker og salt sammen og vend i æggesnapsen.
-
Mos bananerne godt. Brug evt. en stavblender.
-
Hæld bananer og det afkølede smør i æggesnapsen og vend godt rundt.
-
Tilsæt til sidst den hakkede chokolade og vend rundt.
-
Hæld dejen i en springform på ca. 22 cm i diameter.
-
Bag kagen ved 175 grader alm. ovn i ca. 40 minutter.
Du kan finde flere opskrifter på kagebunde lige her, og der vil løbende komme flere opskrifter.
Rigtig god bagelyst!