Dulcey kage med chokoladeganache

Dulcey kage

Her får du opskriften på en lille Dulcey kage med en dulceymousse på en kakaomørdejsbund dekoreret med en lille klat mørk chokoladeganache og skovsyre.

Hvis du endnu ikke har smagt dulcey chokolade, så er det ved at være på tide. Den smager lidt af brændt hvid chokolade eller karamel, og det smager bare virkelig lækkert.

Du kan efterhånden få Dulcey chokolade i flere fysiske butikker, og ellers er det også muligt at finde på nettet – f.eks. her (annoncelink).

Dulcey kage med chokoladeganache

Kagen er perfekt til kagetapas, da den kan forberedes i god tid og samles på dagen. Moussen skal nemlig være helt frossen, før den kan tages ud af silikoneformen, så den kan nemt opbevares i fryseren en måneds tid, indtil den skal bruges. Mørdejsbundene kan laves 1-2 uger før de skal bruges, og ganachen kan laves dagen før.

Brug af rester

Mængden af Dulceymousse og chokoladeganache svarer til ca. 20 små kager. Portionen til mørdejsbundene er dog større, end du har brug for til 20 kager, men det er svært at lave en mindre portion. Dog kan den ubagte rest af mørdej sagtens gemmes enten i køleskabet et par dage eller i fryseren et par måneder.

Du kan vælge at tilsætte kakaoen til sidst, da du så kan tage den mængde dej fra, som du skal bruge, hvis du gerne vil lave en anden opskrift med almindelige mørdejsbunde uden kakao. Der skal bruges ca. 200 g mørdej til 20 kager, hvor der så skal tilsættes 2 tsk. kakaopulver i stedet for 2 spsk. til hele portionen.

Du kan finde find andre opskrifter med mørdej på dette link, hvor du kan få brugt den resterende mængde dej.

Udstyr

Til Dulcey kagerne skal du bruge lidt forskelligt udstyr, som jeg har listet op herunder:

  • En rund udstikker der er lidt større end bunden på moussen. Bunden på kagerne på billederne er ca. 4 cm i diameter, og moussen er ca. 3,5 cm i diameter. Hvis du ikke har en rund udstikker, kan du få en her (annoncelink).
  • En silikoneform. Silikoneformen jeg har brugt, har jeg købt i H.W. Larsen, men det ser ikke ud til, at de har den mere. I stedet kan du prøve at bruge denne (høj kegleform) eller denne (flad kegleform – annoncelink).
  • En stjernetyl til at dekorere kagerne med ganache. Jeg har brugt en som denne (annoncelink).

Dulcey kage

Her får du opskriften på en lille Dulcey kage med en dulceymousse på en kakaomørdejsbund dekoreret med en lille klat mørk chokoladeganache og pyntet med rød skovsyre.

Server kagerne til et kagebord eller kagetapas med en masse andre små kager, eller lav kagerne i større forme, og server som portionsanrettede desserter.

Ret Dessert
Keyword kagetapas, Karamel, Minikage, Mousse, Moussekage
Antal 20 stk.

Det skal du bruge

Kakaomørdejsbund

  • 300 g hvedemel
  • 100 g flormelis
  • 2 spsk. kakaopulver
  • 150 g smør (stuetemperatur)
  • 1 æg

Dulcey mousse

  • 150 g Dulcey chokoalde
  • 100 g piskefløde
  • 100 g piskefløde (til flødeskum)

Chokoladeganache

  • 100 g mørk chokolade
  • 50 g piskefløde
  • 1/2 tsk. salt
  • 1/2 tsk. vaniljesukker

Pynt

  • 20 stk. rød skovsyre

Sådan gør du

Kakaomørdejsbund

  1. Skær smørret i små tern og kom alle ingredienserne i en røremaskine med piskeriset på. Du kan også vente med at tilsætte kakaopulver til dejen er æltet færdig, hvis du vil bruge resterne af dejen uden kakao. Kør dejen ved lav-mellem hastighed indtil den akkurat har samlet sig.

  2. Tag dejen ud af skålen, ælt den let sammen og sæt den på køl i en times tid.

  3. Når dejen har hvilet vejes 200 gram mørdej af og resten gemmes til en anden kage. Hvis du ikke har tilsat kakaopulveret endnu, kan du ælte 2 tsk. i portionen på 200 gram.

  4. Rul dejen jævnt ud mellem to stykker bagepapir til den er ca. 0,4 cm tyk. 

  5. Udstik bundene med en rund udstikker, der er lidt større end din silikoneform til moussen. Undgå at flytte på bundene, da de nemt mister formen. Udstik derfor bundene med lidt mellemrum, fjern overskydende dej og bag dem ved 180 grader i ca. 10 min til de bliver let gyldne i kanten.

  6. Lad mørdejsbundene køle af og opbevar dem i en lufttæt beholder indtil de skal bruges.

Dulcey mousse

  1. Hak Dulcey chokoladen fint og smelt over vandbad.

  2. Lun fløden lidt og bland sammen med chokoladen.

  3. Lad det køle en smule af.

  4. Pisk de sidste 100 gram piskefløde til det får bløde toppe, men det må ikke piskes helt stift.

  5. Vend flødeskummet i den smeltede chokolade.

  6. Hæld moussen i silikoneformen og sæt det i fryseren i minimum 4 timer, indtil de er helt frosne.

Chokoladeganache

  1. Hak chokoladen fint.

  2. Lun fløden ved lav varme og hæld straks over chokoladen. Lad det stå i 5 min. og rør det herefter godt sammen. Tilsæt salt.

  3. Opbevar ganachen på køl indtil den skal bruges. Hvis ganachen er blevet for fast, så giv den maks 5 sekunder i mikroovnen ved laveste varme og rør godt rundt i den.

Samling af kagen

  1. Stil mørdejsbundene frem og riv eventuelt toppen af bundene med et fint rivejern, hvis de er bulet lidt op i midten.

  2. Tag moussen ud af fryseren og placer dem på mørdejsbundene.

  3. Kom ganachen i en frysepose eller sprøjtepose med en stor stjernetyl i og sprøjt en lille dut på hver kage.

  4. Pynt til sidst de færdige kager med skovsyre på toppen.

Rigtig god bagelyst!