Her får du opskriften på en super lækker jordbær-rabarbermoussekage med romkuglebund og chokoladebunde.
Man kan fristes til at sige, at denne kage er en restekage. Jeg fik nemlig lyst til at lave en opskrift med jordbær-rabarbermousse, fordi jeg havde en del rabarber og jordbær i fryseren. Derudover havde jeg en masse kagerester fra talkager og diverse kager, som jeg tænkte man kunne bruge til en romkuglebund!
Og det var faktisk en virkelig god ide! Jeg kom også et par chokoladebunde i kagen, og så blev det til denne lækre sag.
Fryseegnet
Denne jordbær-rabarbermoussekage kan sagtens fryses, hvis du gerne vil lave den i godt tid. Den kan faktisk fryses både med og uden smørcreme dekorationen. Bare husk at pakke den godt ind og lad den tø langsomt op i køleskabet.
Opsmøring og dekoration
Kagen er opsmurt med en klassisk smørcreme. Og så har jeg lavet et abstrakt mønster på kagen, som jeg selv synes blev SUPER godt.
Jeg startede med at smøre kagen op med en lyserød smørcreme, så hele kagen blev dækket.
Så lavede jeg to nye skåle med smørcreme, som jeg farvede i en pink og en meget mørkerød farve. Den pink farve smurte jeg på i klatter omkring midten af kagen, og så smurte jeg det forsigtigt ud i en vandret retning med en palet.
Jeg gjorde det samme med den mørkerøde farve, som jeg kom på i bunden af kagen, så kagen fik et rustikt ombre-udtryk.
På toppen af kagen sprøjtede jeg resten af den mørkerøde smørcreme rundt i kanten i fine rosetter.
Hvordan får man et flot snit i sådan en kage?
Det kræver lidt ekstra arbejde at få fordelt moussen korrekt i sådan en kage, så man får et flot snit med lige meget mousse mellem hvert lag. Jeg plejer at veje min mousse, når jeg hælder den i en kage. Først vejer jeg hele massen og dividerer den med 2 (hvis der skal to lag mousse i kagen). På den måde ved jeg, hvor mange gram mousse der skal være mellem hvert lag.
Hvis jeg ikke ved helt, hvor meget mousse der skal i kagen, så starter jeg med at måle, hvor højt jeg vil have moussen i min kage. Jeg sætter en lille klat mousse, der hvor jeg vil have, at moussen slutter. Og så vejer jeg, hvor meget den mængde vejer, så jeg ved, hvor meget mousse jeg skal hælde i næste lag.
Når det første lag mousse er hældt op, sættes kagen i fryseren i ca. 15 minutter, eller indtil moussen er stivnet let. Så er det meget nemmere at lægge den næste lagkagebund ovenpå kagen, så den bliver lagt lige på. Hæld nu det næste lag mousse på kagen og sæt kagen på frys igen inden den sidste bund lægges ovenpå moussen.
Rester af jordbær-rabarbermousse
Hvis der skulle være rester af mousse i overskud, kan det fryses ned i små silikoneforme. Så har man en lille dessert til en anden dag.
Jordbær-rabarbermousse med romkuglebund
Opskriften passer til 10-12 personer.
Brug en kagering eller springform på ca. 20 cm i diameter. Du kan også sagtens bruge en større springform, så bliver kagen bare lidt lavere.
Det skal du bruge
Romkuglebund
- 50 g mørk chokolade
- 500 g kagerester det kan fx være mazarinkage, chokoladekage eller sandkage
- 2 spsk. romessens eller rom
- 0,5 dl jordbærmarmelade
- 1 tsk. vaniljesukker
- 2 spsk. kakaopulver
Chokoladebunde
- 175 g mel
- 240 g sukker
- 60 g kakaopulver
- 1 tsk. natron
- 1/2 tsk bagepulver
- 1/2 tsk. salt
- 1/2 tsk. vaniljesukker
- 1 æg
- 1,25 dl kaffe let afkølet
- 1,25 dl mælk
- 0,6 dl olie
Jordbær-rabarbermousse
- 4,5 bl. husblas
- 200 g jordbær
- 200 g rabarber
- 80 g sukker
- Korn fra en vaniljestang
- 4 dl piskefløde
Smørcreme
- 750 g flormelis
- 375 g blødt smør
- 3 spsk. kogende vand
- 1 tsk salt
Sådan gør du
Romkuglebund
-
Hak chokoladen fint og smelt den enten over vandbad eller i mikroovnen.
-
Kom kagerester, rom, jordbærmarmelade og vaniljesukker i en stor skål. Sigt kakaopulveret i skålen og rør det godt sammen.
-
Tilsæt den smeltede chokolade lidt af gangen og rør godt sammen indtil det er helt ensartet.
-
Fordel romkuglemassen i en springform eller i en kagering på ca. 20 cm. Sæt kagebunden på køl.
Chokoladebunde
-
Bland alle tørre ingredienser godt sammen i en skål og tilsæt de resterende ingredienser.
-
Pisk dejen i et par minutter på lav hastighed.
-
Kom bagepapir i bunden af en springform på 20 cm og hæld dejen heri.
-
Bag kagen i ca. 30 min. ved 160 grader alm. ovn.
-
Når kagen har kølet af, tages kagen ud af springformen og toppen skæres lige og kagen deles i to bunde.
Jordbær-rabarbermousse
-
Læg husblas i blød i koldt vand.
-
Kog jordbær, rabarber, sukker og vanilje sammen og lad det stå og simre 10-15 min. Blend bærrene ensartet med en stavblender.
-
Vrid vandet ud af husblassen og tilsæt i bærpuréen. Rør godt rundt og stil herefter til side for at køle lidt af.
-
Pisk fløden til let skum og vend den i bærpuréen, når den er kølet ned til ca. 40 grader.
-
Bland en smule flødeskum godt i puréen og vend herefter resten forsigtigt i.
-
Fordel halvdelen af moussen ovenpå romkuglebunden og stil gerne kagen på frys i 10-15 minutter, så moussen kan sætte sig lidt.
-
Læg herefter en af chokoladebundene ovenpå moussen og fordel den anden del af jordbær-rabarbermoussen ovenpå denne. Placer den sidste chokoladebund ovenpå moussen, når den har sat sig en smule.
-
Sæt kagen på køl i ca. 6 timer og gerne natten over, til moussen har sat sig helt. Kagen kan også sagtens fryses, så er den endda lidt nemmere at smøre op – synes jeg.
Smørcreme
-
Pisk smør, flormelis og det kogende vand indtil det bliver hvidt og luftigt. Det tager omkring 5-10 min.
-
Tilsæt salt og bland det godt sammen.
-
Farv hele smørcremen lyserød og opsmør kagen med den lyserøde farve.
-
Kom et par store skefulde smørcreme i en ny skål og farv den lidt mørkere lyserød og farv resten af smørcremen i en dyb mørkerød farve.
-
Fordel den lidt mørkere lyserøde farve i klatter på midten kagens sider, og fordel smørcremen ud med en paletkniv.
-
Fordel den mørkerøde smørcreme i bunden af kagen på samme måde.
-
Kom resten af den mørkerøde smørcreme i en sprøjtepose med tyl 1M og lav fine rosetter på toppen af kagen.
-
Har du frosset kagen, skal den tø langsomt op i køleskabet over natten.
-
Sæt gerne kagen på køkkenbordet en halv time inden den skal serveres, så kommer smagene mere frem, når den ikke er helt køleskabskold.
Har du andre bær i fryseren, kan du sagtens ændre bærrene i denne jordbær-rabarbermoussekage. Du kan også se mine opskrifter på andre mousser her, hvis du gerne vil finde en opskrift, med lige de bær eller frugter, som du har i fryseren.
Rigtig god bagelyst!