Enhjørningkage med smørcreme og drømmekagebund

Enhjørningkage med blåbærsmørcreme

Der er noget helt særligt over at bage fødselsdagskage sammen med sit barn – og denne enhjørningkage med blåbærsmørcreme blev uden tvivl et af de hyggeligste kageprojekter, min datter og jeg har kastet os ud i. I anledning af hendes 4-års fødselsdag ønskede hun sig en enhjørningkage, og det skulle hun selvfølgelig have.

En enhjørningkage med blåbærsmørcreme

Kagen består af en drømmekagebund, som er opsmurt og dekoreret med to forskellige slags smørcreme. Jeg ville gerne prøve at lave en smørcreme med smag af blåbær, og det synes jeg blev rigtig godt! Ulempen var bare, at den ikke kunne farves lyserød. Og datterens yndlingsfarver er lilla og lyserød, så derfor valgte jeg at lave to forskellige slags smørcremer, så jeg både kunne få en ny lækker smag uden at gå på kompromis med farverne. 

Den almindelige smørcreme, som farves lyserød, bruges til at opsmøre kagen, så man får kun et tyndt lag af denne smørcreme. Blåbærsmørcremen delte jeg i to lige store dele, og farvede den ene portion lidt mørkere lilla. Jeg tog også en lille portion som jeg farvede sort, som skulle bruges til at lave øjet.

Børnevenlig fødselsdagskage

Kagen er både børnevenlig og overraskende nem at lave. Den er derfor oplagt til børnefødselsdage, men kan også sagtens bruges til andre festlige lejligheder, hvor der skal lidt ekstra magi på bordet.

Jeg har taget udgangspunkt i en klassisk drømmekagebund, som giver en dejlig svampet kage, som de fleste børn også kan lide. Den passer også perfekt sammen med den søde og friske blåbærsmørcreme. Kombinationen giver en god balance, så kagen ikke bliver for tung, men stadig føles som en rigtig festkage. Som både børn og voksne vil spise.

Derudover kan den laves dagen før og opbevares på køl, så du slipper for stress på selve dagen. 

Enhjørningkage med blåbærsmørcreme

Bagning med børn

Min datter elsker at bage og hun var med til at lave hele kagen. Hun målte ingredienser op (med lidt hjælp), rørte i dejen og var især begejstret, da vi skulle farve smørcremen i fine lilla og lyserøde nuancer. Det er virkelig en skøn måde at inkludere børn i køkkenet på, og det gør kagen endnu mere speciel, når de selv har været med til at lave den. Jeg hjalp med at sprøjte smørcremen ud under kyndig vejledning fra min datter, om hvor den næste dekoration skulle være, og hvilken farve det skulle være.

Selve dekorationen er der, hvor fantasien virkelig får lov at folde sig ud. Vi skar kagen ud som en enhjørning og dekorerede den med smørcreme, krymmel og små detaljer. Det behøver slet ikke være perfekt – tværtimod er det charmen ved en hjemmelavet kage, at den er unik.

Kan man bruge andet end smørcreme?

Svaret er ja. Jeg ved, at der er nogen, der ikke kan lide smørcreme, og man kan sagtens udskifte blåbærsmørcremen med en anden frosting eller mousse. Du kan f.eks. bruge en Mørk chokolademousse eller Tobleronemousse, hvis du er glad for chokolade. Vil du hellere have nogle cremer med bær, kunne det være min opskrift på Hindbærmousse, Jordbærmousse eller Skovbærmousse. Og ellers er konditorcreme eller Cream cheese frosting også gode alternativer til smørcreme i denne opskrift.

Skabelon

Hvis du ikke er så tryg ved at skære en enhjørning ud i fri hånd, så er det en god ide at lave en skabelon. Jeg har lagt skabelonen, som jeg har brugt til denne kage op her, som du er velkommen til at bruge. Klik på download, hvis du ønsker billedet i stor format:

Billedet skal printes i A3 for at passe til kagen, men hvis du ikke har adgang til det, kan du dele billedet op i to, og så printe to A4 sider, som sættes sammen.

Jeg valgte faktisk at forstørre billedet på min computerskærm, så bredden passede med størrelsen på kagen. Så lagde jeg et stykke bagepapir over skærmen, som jeg tegnede enhjørningen på. Bagefter klippede jeg skabelonen ud og lagde den på kagen, så den kunne få den rigtige form. 

Hvordan skærer man kagen ud?

Det er vigtigt, at kagebunden er helt kold, når den skæres ud. Ellers har den nemmere ved at krumme. Placer gerne kagen på det kagefad, som den skal serveres på, da den kan være svær at flytte, når først den er skåret ud. 

Jeg brugte desuden en lille skarp kniv til at skære kagen ud efter skabelonen. Det er klart nemmere at bruge en lille kniv, når man skal skære detaljerne på kagen.

Jeg smurte ikke smørcreme på siden af kagen, men det vil jeg bestemt anbefale, hvis man gerne vil undgå at kagen bliver lidt tør i kanten.

Proces af udskæring af enhjørningkagen

Rester

Det kage, der skæres fra kan enten bruges til romkugler eller det kan skæres ud til ekstra små kager. Jeg fik 10 ekstra små stykker kage ud af resterne, som vi også dekorerede med smørcreme:

Kagerester fra enhjørningkagen med smørcreme og krymmel

Hvis du også vil dekorere de ekstra kager med smørcreme, så gang blåbærsmørcremen med 1,5 for at have nok.

Sprøjtearbejde

Vi brugte flere forskellige slags tyller til at lave enhjørningkagen. Vi brugte følgende størrelser:

  • Wilton tip nr. 12 (rund)
  • Wilton tip nr. 22 (åben stjernetyl)
  • Wilton tip nr. 30 (lukket stjernetyl)
  • Tip nr. 852 (lukket stjernetyl – stor)

Pynt af kagen

Vi valgte at pynte kagen med krymmel, men man kan også sagtens tilføje friske bær, barnets yndlingsslik eller spiselige blomster, hvis man synes den lige mangler lidt ekstra. 

Enhjørningkage med blåbærsmørcreme

Opskriften passer til en bradepande på ca. 25 x 37 cm og er til ca. 10 personer kun for enhjørningen (store stykker). Hvis du også skærer resterne ud i små firkanter, så kan du få ca. 10 små stykker mere, så der i alt er til ca. 15 personer. Husk at gange blåbærsmørcremen med 1,5, hvis du også vil dekorere kageresterne.

Ret Bagværk
Keyword Børnekage
Antal 10 personer

Det skal du bruge

Drømmekagebund

  • 3 dl mælk
  • 100 g smør
  • 6 æg
  • 450 g sukker
  • 400 g mel
  • 4,5 tsk. bagepulver
  • 1,5 tsk. vaniljesukker

Blåbærsmørcreme

  • 75 g blåbær
  • 150 g smør
  • 200 g flormelis
  • 1 tsk. vaniljesukker
  • 1 knsp. fint salt
  • 10 ml piskefløde (ca. 2 tsk.)
  • Lilla pastafarve

Almindelig smørcreme til opsmøring af kagen

  • 250 g flormelis
  • 125 g blødt smør
  • 1 spsk. kogende vand
  • 1/2 tsk. fint salt
  • Lyserød pastafarve

Pynt

  • Krymmel
  • Evt. friske bær eller spiselige blomster

Sådan gør du

Drømmekagebund

  1. Smelt smør og mælk i en lille gryde. Det skal ikke koge. Tag det af varmen og lad det køle en smule af (til det er fingervarmt)
  2. Pisk æg og sukker lyst og luftigt.
  3. Hæld mel, bagepulver og vaniljesukker i en skål og hæld det gennem en sigte. Vend skiftevis melblandingen og smør/mælkeblandingen i skålen med æggene, indtil det er helt blandet sammen. Men rør endelig ikke for meget.
  4. Kom et stykke bagepapir i en bradepande på ca. 25 x 37 cm. Hæld dejen i bradepanden og bag kagen midt i ovnen i 20-25 min. ved 200 grader alm. ovn.

  5. Brug en tandstik til at tjekke om kagen er færdigbagt. Hvis der ikke hænger dej fast på tandstikken, så er kagen færdig.

  6. Lad kagen køle helt af. Sæt den gerne i køleskabet for at blive helt kold.

Blåbærsmørcreme

  1. Kom alle blåbær i en gryde og lad det koge ca. 5 min.
  2. Blend og sigt bærrene, og lad det køle helt af.
  3. I en anden skål piskes smør lyst og luftigt med en K-spade. Det tager ca. 5-10 min.

  4. Tilsæt flormelis ad et par omgange, indtil det er blandet godt sammen med smørret.

  5. Tilsæt herefter blåbærkompotten, salt og vaniljesukker og rør godt rundt.

  6. Fløden tilsættes til sidst i en tynd stråle, så det langsomt blandes sammen med smørcremen. Pisk smørcremen i ca. 5 min. yderligere, og så er den klar til brug.
  7. Del smørcremen op i to skåle og farv den ene mørkelilla. Kom de to farvede smørcremer i hver sin sprøjtepose med hver deres tyl.

Almindelig smørcreme

  1. Pisk smør, flormelis og det kogende vand, indtil det bliver hvidt og luftigt. Det tager omkring 5-10 min.

  2. Tilsæt salt og bland det godt sammen.
  3. Tag et par skefulde fra i en skål som farves helt sort (du kan også tilsætte lidt kakaopulver for nemmere at farve den sort).

  4. Farv den resterende smørcreme lyserød.

Samling af kagen

  1. Skær kagen ud med en lille brødkniv.

  2. Placer kagen på et kagefad og fordel et tyndt lag af den almindelige smørcreme ud over hele kagen og ned af siderne.

  3. Fordel blåbærsmørcremen med rosetter, dutter og snirkler på enhjørningens manke.

  4. Drys med krymmel og sprøjt til sidst enhjørningens øje med den sorte smørcreme.

  5. Server kagen med det samme eller sæt kagen på køl indtil den skal spises.

    Kagen kan sagtens laves dagen før og opbevares på køl.

Rigtig god bagelyst!