Lær at lave flotte smørcreme blomster - fines.dk

Smørcreme blomster

Smørcreme blomster kan give en virkelig flot effekt på en kage, og her får du guiden til, hvordan man laver dem.

Jeg ELSKER pæoner! De er bare så smukke og dufter fantastisk. Derfor har jeg længe villet vise, hvor nemt det egentlig er at lave disse smørcreme blomster, der er inspireret af de flotte pæoner.

Blomsterne brugte jeg til en bryllupskage, som jeg lavede for nyligt, men de kan i princippet bruges til rigtig mange kager. Specielt her til sommer er det oplagt til fødselsdage, babyshower, sommerfester mm.

Lær at lave flotte smørcreme blomster - fines.dk

Jeg farvede noget af smørcremen lyserød, som giver en rigtig god kontrast til det hvide. Husk at gemme en lille klat smørcreme, som farves lysegrøn til blade.

Det skal du bruge

Black line

En portion smørcreme – find opskriften her.
Rød og grøn frugtfarve
Sprøjteposer
Flowernail
Bagepapir skåret i små firkanter
Fugtig karklud

Tyller: 
Til blomster: Nr. 123 og 61
Til blade: En bladtyl (fx Wilton tip nr. 352)

Blomstertyllerne ser sådan ud:

Lær at lave flotte smørcreme blomster - fines.dk

Jeg kan desværre ikke finde min bladtyl, men hvis du googler “Wilton tip 352”, så kommer den frem.

Sådan gør du

Black line

Forberedelse:

  1. Start med at farve ca. 1/4 af smørcremen mørk lyserød, og kom den i en sprøjtepose med tyl nr. 61.
  2. Kom hvid eller lys lyserød smørcreme i en anden sprøjtepose med tyl nr. 123.

Se hvordan blomsterne laves i videoguide herunder, eller følg vejledningen længere nede:

  1. Læg en lille klat smørcreme på flowernailen, og kom et stykke bagepapir ovenpå, så det sidder fast.
  2. Brug tyl nr. 61 til at forme en lille kegle på midten af bagepapiret.
  3. Herefter formes bladene på blomsten rundtom keglen i lette bueformer. Brug tyl nr. 123 til at forme de yderste blade på blomsten, hvis du laver en stor blomst.
  4. Hvis tyllen holdes meget lige, så får du en åben blomst, men hvis du derimod tipper tyllen lidt ind over keglen, så får du en lukket blomst.

Her er et eksempel på en halvlukket blomst: 

Tofarvet smørcreme blomst - fines.dk

Og her et eksempel på en åben blomst:

Tofarvet smørblomst åben - fines.dk

Blomsterne kan laves i rigtig god tid, da de kan opbevares på frys. Du kan også vælge at lave blomsterne på dagen og komme direkte på kagen, men jeg anbefaler helt klart at fryse dem ned, for det er meget nemmere at placere og rykke rundt på blomsterne på kagen, når de er helt frosne.

TIP: 
Lav mange forskellige størrelser blomster for at give et mere naturligt udtryk. Især de mindste størrelser er rigtig gode til at fylde ud med til sidst.

Jeg bruger en condibøtte vendt på hovedet til at opbevare blomsterne i fryseren, og så kan de også nemt stables:

Smørcreme blomster i fryseren - fines.dk

Jeg tror ca. der gik 1,5 portion af smørcremen til denne mængde blomster, så der er rigeligt med blomster, hvis du bruger en enkelt portion smørcreme. 

Lær at lave blomster af smørcreme - fines.dk

Blomsterne placeres på kagen med den resterende smørcreme som “lim”. Lav nogle små klatter af smørcreme på kagen, som blomsterne kan ligge op af. 

Lær at lave flotte smørcreme blomster - fines.dk

Farv en lille klat smørcreme lysegrøn og lav små blade rundtom blomsterne med bladtyllen.

Lær at lave flotte smørcreme blomster - fines.dk

Det gode ved disse smørcreme blomster er, at det ikke gør noget, at det bliver lidt rustikt, da det gør blomsterne mere naturlige. Du behøver altså ikke at være helt perfektionistisk med disse blomster.

Smørcreme blomster detaljer - fines.dk

Smørcreme blomster - fines.dk

 

Del