Nytårskage med brownie, brombærgelé og karamelmousse

Nytårskage med brownie, brombærgelé og karamelmousse

Her kommer opskriften på en super lækker nytårskage med brownie, brombærgelé og karamelmousse. Opskriften er en forenkling af sidste års nytårskage, som blev lavet i en lidt særlig form, som du kan se her:

Nytårskage med brombær, brownie og karamelmousse (glutenfri) i Silikomart Intreccio form

Jeg har ændret en smule i mængderne, så opskriften passer til en helt almindelig springform, så man ikke behøver at købe alt muligt udstyr for at lave kagen.

Se også mine andre forslag til nytårskager her:

Glutenfri

Kagen er glutenfri, så du kan servere den for personer med glutenallergi. Hvis du ikke skal servere kagen for personer med glutenallergi, så kan du sagtens erstatte mandelmel i brownien og tuillene med almindelig hvedemel.

Nytårskage med brownie, brombærgelé og karamelmousse

Pynt

Brombær med guld

Guldbelagte brombær er oplagte at bruge til en dessert til nytårsaften – for hvis ikke man skulle bruge guld til nytår, hvornår så???

Det er super nemt at lave de flotte brombær, som blot rulles i en lille skål med guldstøv. Sørg for at brombærrene er helt tørre, så guldstøvet kan hænge fast uden at klumpe.

Chokoladekugler

Chokoladekuglerne er fra Callebaut og hedder “Crispearls” (kan bl.a. købes her).

Blad-tuilles

Det lykkedes mig at lave glutenfri tuilles! Det var ellers noget af en udfordring, men jeg synes det lykkedes meget godt! 

Hvis du eller dine gæster ikke er glutenallergikere, så vil jeg dog anbefale, at du laver tuilles med hvedemel i stedet for mandelmel. Du kan bare udskifte melet 1:1 i opskriften. 

Det er vigtigt, at mandelmelet er meget fintmalet. Jo finere det er malet, jo nemmere bliver de at lave. Sigt gerne mandelmelet et par gange, så du er sikker på, at det bliver så fint som muligt.

Da tuillene var kølet helt af, penslede jeg dem med guldstøv, for at give dem lidt ekstra glimmer til nytårskagen. Du kan også vælge at farve dejen til tuillene inden de bages, så du får en farvet tuille i stedet. 

Formen jeg har brugt til mine tuilles er “Foresta” fra Silikomart (kan blandt andet købes her).

Hvis man ikke har denne blad-silikoneform, så kan man i stedet lave “koraller” (find opskriften her), som ikke kræver en særlig silikoneform. Dog har jeg ikke knækket koden til glutenfri koraller, så det skal kun være, hvis du ikke skal lave en glutenfri kage. Se “korallerne” på kagen herunder:

Glazekage med velvet spray

Rester af tuilles

Portionen på tuillene giver 1-2 omgange, så der kommer en del rester af tuillene. Men en del af dem vil knække. Det kan ikke undgås. Så derfor er det en god idé at lave en masse, så du er sikker på at få de par stykker, som du skal bruge. 

Nytårskage med brownie, brombærgelé og karamelmousse

Fryseegnet

Kagen kan sagtens fryses, så du kan lave den i god tid! Tag kagen ud af fryseren om morgenen og fjern kageplasten. Lad kagen tø langsomt op i køleskabet (placeret på et pænt kagefad), og så kan kagen dekoreres med det sidste pynt umiddelbart inden servering.

Forberedelse

Brownie og brombærgeléen kan sagtens laves 1-2 måneder inden brug. Karamelmoussen kan også laves i god tid, men jeg synes det smager bedst, hvis den tidligst er lavet et par uger før. 

Mandelkrokant og tuilles kan laves ca. en uge i forvejen og opbevares i en lufttæt beholder, indtil de skal bruges.

Særligt udstyr til kagen

Jeg har lavet et lille overblik over, hvilket særligt udstyr, som du skal bruge til denne kage:

  • Silikoneform til blad-tuilles “Foresta” fra Silikomart (kan udelades)
  • Silikoneform på 18 cm eller en justerbar kagering til brownie og gelé
  • Kageplast
  • Guldstøv (jeg plejer at bruge Mill & Mortar Guldstøv)

Nytårskage med brombær, brownie og karamelmousse

Her får du opskriften på en dejlig nytårskage med brombærgelé, browniebund og karamelmousse. Kagen er desuden glutenfri og meget af kagen kan forberedes i god tid.

Ret Dessert
Keyword Dekoration, Fryseegnet, Glutenfri
Antal 12 personer

Det skal du bruge

Brownie (glutenfri)

  • 100 g mørk chokolade
  • 100 g smør
  • 80 g sukker
  • 1 tsk. vaniljesukker
  • 2 æg
  • 70 g mandelmel
  • 1 knsp. salt

Brombærgelé

  • 3 bl. husblas (6 g i alt)
  • 375 g brombær
  • 75 g sukker
  • 3 spsk. vand

Karamelmousse

  • 1 dåse kondenseret mælk
  • 50 g smør
  • 60 g brun farin
  • 1/2 tsk. fint salt
  • 4 bl. husblas (8 g i alt)
  • 4 dl piskefløde

Tuille

  • 20 g mandelmel
  • 20 g sukker
  • 20 g æggehvide (svarer ca. til æggehvide fra 1 æg)
  • 20 g smør
  • guldstøv

Mandelkrokant

  • 20 g mandler
  • 20 g sukker
  • 1 lille klat smør
  • 1 knsp. salt

Pynt

  • Friske brombær
  • Guldstøv til brombær
  • Crispearls med mørk chokolade fra Callebaut

Sådan gør du

Brownie

  1. Hak chokoladen fint.
  2. Smelt smør og chokolade i en lille gryde. Lad det køle en smule ned.

  3. Pisk sukker, æg og vaniljesukker let sammen.
  4. Tilsæt smør/chokoladeblandingen til æggene og rør let sammen.
  5. Vend mandelmel og salt i blandingen.
  6. Hæld dejen i en smurt springform på ca. 18 cm.
  7. Bag brownien ved 175 grader alm. ovn i 15-20 min.
  8. Lad kagen køle helt af.
  9. Tag brownien ud af formen og kom på køl. Vask silikoneformen op, som skal bruges til brombærgeléen.

Brombærgelé

  1. Læg husblas i blød i koldt vand i ca. 10 minutter.
  2. Kog brombær, sukker og vand indtil bærrene er godt møre. Blend dem herefter og sigt puréen.
  3. Vrid husblassen fri for vand, tilsæt i puréen og rør godt rundt.

  4. Hæld brombærgeléen i silikoneformen, som brownien blev bagt i. Husk at stille et spækbræt under, så du kan flytte på formen uden at geléen vælter rundt. Sæt geléen på køl en times tid.

  5. Når geléen er fast, lægges brownien ovenpå og trykkes let fast. Sæt det nu på frys indtil det er helt frossent.

Karamelmousse

  1. Læg husblassen i blød i koldt vand i ca. 10 minutter.

  2. Kog kondenseret mælk, smør, brun farin og salt ved lav varme under konstant omrøring. Det kan hurtigt brænde på, så hold godt øje.
  3. Lad det koge indtil det begynder at tykne, og farven bliver mere gylden. Det tager ca. 10-15 minutter.
  4. Tag karamellen af varmen når det er færdigt.
  5. Vrid husblassen fri for vand og tilsæt i den varme karamel. Lad karamellen køle lidt ned.

  6. Pisk flødeskum til let skum. Den må endelig ikke være for fast.
  7. Kom et par skefulde flødeskum over i karamellen og rør godt rundt. Vend nu karamellen i flødeskummet og vend forsigtigt indtil det er helt blandet sammen.
  8. Placer nu den frosne brombærgelé og brownie i midten af en springform på 22-24 cm med kageplast i kanten.

  9. Hæld karamelmoussen i springformen og sæt kagen på køl i minimum 8 timer og gerne natten over, så karamelmoussen har sat sig helt..

Tuille

  1. Sigt mandelmelet grundigt.

  2. Bland alle ingredienserne godt sammen til en ensartet dej.

  3. Sprøjt silikoneformen "Foresta" med et tyndt lag bagespray og fordel dejen i bladene med en palet. Skrab al overskydende dej væk fra formen.

  4. Bag tuillene i ovnen ved 160 grader alm. ovn i ca. 8 minutter. Hold godt øje, så de ikke får for meget. De må gerne få en smule farve, men hvis de får for meget, så knækker de.

  5. Læg silikoneformen over en kagerulle, så bladene får en bølget form. Hvis du har en fluteform, vil den være oplagt at bruge!
    Tuilles blade bagt med Foresta silikormart silikoneform
  6. Lad tuillene køle helt af, inden du fjerner dem fra formen.

  7. Fjern forsigtigt tuillene og pensl dem med guldstøv.

Mandelkrokant

  1. Rist mandlerne på en pande ved medium varme i ca. 10 minutter indtil de får farve.

  2. I en lille gryde smeltes smør og sukker på lav varme indtil du får en gylden karamel.

  3. Tilsæt salt og hæld karamellen ud over de ristede mandler på et stykke bagepapir med et træspækbræt under. Lad det køle helt af.

  4. Hak mandelkrokanten groft og opbevar i en lufttæt beholder indtil kagen skal dekoreres.

Pyntning

  1. Befri den frosne kage fra springformen og placer den på et det kagefad, hvorpå kagen skal serveres. Fjern kageplasten.

  2. Lad kagen tø langsomt op i køleskabet – gerne 6-8 timer.

  3. Pynt kagen med guldbelagte brombær, tuilles, mandelkrokant og chokoladekugler.

  4. Server kagen straks og godt nytår!

Rigtig god bagelyst!