Mirror glaze kage

Glaze teknik med hårtørrer

Det kan være sjovt at lave glazekager, og der findes virkelig mange forskellige teknikker til, hvordan man får et fedt og anderledes design på glazekagerne. Her får du en guide til en glaze teknik med hårtørrer. Det lyder måske lidt mærkeligt, men det kan give den fedeste effekt, at man blæser lidt på kagen 🙂

Du kan se flere glaze-teknikker her. Der er blandt andet teknikker til at lave effekter som marmor, et edderkoppespind og hvordan man kan lave blomster på en glazekage.

Har du ikke haft succes med glazekager endnu, så kan jeg anbefale at læse min mirror glaze guide her:

Mirror glaze guide

Denne teknik er både nem og svær. Den er nem fordi du egentlig “bare” skal hælde minimum to forskellige farver glaze på en kage og så blande farverne sammen ved at blæse på kagen med en hårtørrer. Men den er svær, fordi glazen skal have den helt rette konsistens. Hvis konsistensen er for tyk, hvilket sker når glazen er blevet for kold, så kan man ikke blande farverne sammen, da glazen stivner hurtigt på den frosne kage. Hvis glazen derimod er for tynd, vil den flyde af kagen og give et for tyndt lag.

Det kan være svært at forklare præcis, hvordan konsistensen skal være. Derfor kan det godt kræve lidt øvelse at lave denne teknik. Men lad det endelig ikke holde dig tilbage, for når du først har knækket koden, så kan du virkelig eksperimentere med nogle flotte farvekombinationer.

Glaze teknik med føntørrer

Valg af farve

Farvevalget har en stor betydning for resultatet af glazekagen. Man kan både vælge at bruge farver med stor kontrast eller farver med lav kontrast som går tone i tone.

Du kan selv bestemme, hvor mange farver du vil blande sammen. Jeg har eksperimenteret med både 2, 3 og 4 forskellige farver, og flere farver kan give et virkelig fedt udtryk. Men to farver kan også noget og kan give en mere enkel kage.

Hvis det er første gang, du skal prøve denne teknik, kan det være en fordel kun at bruge to forskellige farver, for at gøre det lidt nemmere. Derudover vil jeg også anbefale kun at bruge to farver, hvis du laver små portionsanrettede kager, da det godt kan være svært at få mange farver til at spille godt sammen på en lille kage.

Moussekage med mirror glaze

Glaze teknik med hårtørrer

Det skal du bruge

Til denne teknik skal du bruge en moussekage. Man kan bruge stort set alle mousseopskrifter, som er støbt i en silikoneform og er bundfrossen. Prøv for eksempel en af disse opskrifter:

Hindbærmousse med chokoladebund
Rabarbermousse med lys lagkagebund
Jordbærmousse med nøddebund
Karamelliseret æblefromage

Derudover skal du bruge en glaze. Jeg kan anbefale at bruge den opskrift på mirror glaze med hvid chokolade, som jeg altid selv bruger. Find opskriften her.

Til sidst skal du også bruge en hårtørrer eller en airbrush, hvis du er så heldig at have sådan en.

Sådan gør du

  1. Farv glazen i de ønskede farver mens den stadig er varm og lad glazen køle af til ca. 40 grader.
  2. Når glazen er 40 grader, så begynd at gøre klar til at glaze kagen. Stil en tallerken under en rist og en lille skål ovenpå, hvor kagen kan stå på. Frigør din moussekage fra silikoneformen og stil den på skålen. Nu er glazen kølet lidt mere af, og bør være klar til brug. Konsistensen skal være som en tynd glasur, når den hældes over kagen.
  3. Start med at hælde en glaze over den frosne moussekage, som dækker hele kagen. Hæld nu en eller flere farver ovenpå og blæs med det samme med en hårtørrer med kold luft på højeste hastighed, så farverne bliver blandet sammen.
  4. Hvis du ikke er helt tilfreds med resultatet, kan du tilføje mere farve og blæse igen, indtil du er tilfreds. Men det skal gøres hurtigt, da den kolde kage hurtigt køler glazen ned, så den sætter sig.
TIP
Hæld glazen op i kander, da det er nemmere at hælde fra en kande.

Det kan være svært at holde den samme temperatur på flere farver glaze, når der er forskellige mængder. De små mængder glaze vil nemlig køle hurtigere ned end store mængder. Dette kan du løse ved at stille kanderne med glaze i en balje med varmt vand (ikke kogende). Dette hjælper med at holde temperaturen på glazen, og sikrer at de har nogenlunde samme temperatur, når de skal bruges.

Hvis glazen er blevet meget fast, så kan det derimod hjælpe at give den 10-15 sekunder i mikroovnen ved laveste temperatur og røre godt rundt. Fortsæt med 5 sekunders interval indtil glazen er blevet flydende igen.

Glaze kage i hvid, lilla og sort farve

På kagen herunder bruger jeg tre farver. Hvid som grundfarve samt sort og mørkelilla, der påføres i striber.

Jeg sikrede at den hvide glaze dækkede hele kagen, og herefter kom jeg de to andre farver ovenpå, der skulle spille sammen med grundglazen.

Det jeg erfarede var, at der faktisk ikke skulle så meget af de andre farver glaze på kagerne for at lave et flot mønster. Men det kan man sagtens eksperimentere lidt med.

Glaze kage i blå, lilla og rød

I denne video brugte jeg egentlig 4 farver, men kun 3 af dem blev synlige. Den hvide farve ville jeg bruge som grundfarve, og så skulle de tre andre farver spille sammen med den hvide. Men jeg fik alt for meget af de andre farver glaze på kagen, hvilket resulterede i at den hvide farve stort set blev dækket helt til. Jeg synes egentlig stadig, at det blev et flot resultat, men det var faktisk slet ikke sådan, jeg havde tænkt, den skulle se ud.

Så pas på med at tilsætte for meget af en farve glaze, da det nemt kan dække de andre farver til. Især hvis du bruger denne teknik på små portionsanrettede kager, skal man bare tilføje en lille smule.

Prøv at lægge mærke til, at jeg i videoen tilføjer lidt mere farve, efter jeg har blæst med føntørren. Det er nemlig også en fordel ved denne teknik, at man kan rette lidt op på det, hvis man ikke er helt tilfreds. Men det er vigtigt at gøre det med det samme, inden glazen stivner helt.

Derfor er det bedre at tilføje for lidt farve end for meget. Men prøv dig frem, og selvom det måske ikke bliver lige som du havde tænkt, så kan du stadig ende op med en flot kage.

Her er resultatet af kagen med de 3-4 farver:

Glaze kage dekoreret med hjælp af en føntørrer

Man kan også lave teknikken på små portionsanrettede kager. Se et eksempel på dette her:

Mirror glaze kage