Tofarvede blomster cupcakes

Tofarvede blomster cupcakes

Disse små blomster cupcakes er super nemme at lave, og det tager ikke særlig lang tid. Selvom jeg elsker at dekorere kager, er det altså rart, at det ikke altid behøver at tage en evighed at lave.

Ved hjælp af en speciel tyl kan du nemlig lave disse fine blomster med bare et enkelt tryk. Der er flere forskellige tyller, som giver nogle forskellige blomster, og disse blomstertyller går under navnet Russian Piping Nozzles.

Jeg har købt en pakke med 7 forskellige slags i, men denne tyl synes jeg er den nemmeste at bruge. Så du kan med fordel starte med at bruge denne, hvis du ikke har prøvet det før. Den tyl jeg har brugt, ser sådan ud:

Blomster Cupcakes tyl

Blomster tyl #10

Du kan sagtens lave blomsterne med én farve, men det giver en flot effekt, når der bruges to forskellige farvenuancer. Jeg vil dog anbefale, at du øver dig lidt med tyllen, inden du skal dekorere kagerne, da det godt kan tage et par forsøg, før man finder den rigtige måde at sprøjte blomsterne ud på. Så øv dig løs med en enkelt farve på et stykke bagepapir, inden du skal dekorere kagerne rigtigt. Så kan du nemlig skrabe smørcremen op i skålen igen, når du er færdig med at øve.

 

Det skal du bruge

Black line

Bladtyl #352
Blomster tyl #10
To sprøjteposer
Grøn og lilla pastafarve (eller de farver du nu vil have)
Saks
Husholdningsfilm
En portion smørcreme
15 stk. afkølede cupcakes (prøv disse svampede chokoladecupcakes)

 

Sådan gør du

Black line

Farvning af smørcreme

  1. Når du har lavet smørcremen, skal du farve den, i de farver du ønsker.
  2. Del smørcreme-portionen op i tre. En lille portion til de grønne blade, og to større portioner til selve blomsterne, der er ca. lige store.
  3. Start med at farve den lille portion til de grønne blade, og kom den farvede smørcreme i en sprøjtepose med bladtyllen i.
  4. Farv herefter resten af smørcremen til selve blomsterne. Du kan enten vælge at bruge den samme farve, hvor den ene farve bare er meget kraftigere end den anden, eller du kan vælge at farve smørcremen to forskellige farver – f.eks. med gul i midten, som mange blomster har.

 

Dekorering af cupcakes

Se hvordan du skal fylde sprøjteposen med de to farver smørcreme, og hvordan du dekorerer kagerne i videoen herunder.

Har du problemer med at blomsterne falder sammen?

– så prøv at lave blomsterne lidt lavere. Man kan nemlig godt have en tendens til at lave dem meget høje, og det kan være svært for smørcremen at holde, hvis de bliver for høje.

Derudover skal du også være opmærksom på smørcremens temperatur. Det er nemlig meget vigtigt, at smørcremen har den rigtige konsistens, da den er svær at sprøjte ud, hvis den enten er for kold eller for varm.

Hvis du arbejder i et meget varmt lokale, kan det godt være svært at arbejde med smørcreme. Smørcremen bliver nemlig blødere, jo varmere der er. Hvis smørcremen er blevet for varm, kan du få svært ved at sprøjte blomsterne ordentligt ud, da den vil have tendens til at splatte sammen.

Hvis smørcremen derimod er for kold, kan du slet ikke få den ud af sprøjteposen. Varmen fra dine hænder er også med til at varme smørcremen op, når du holder sprøjteposen. Derfor skal du heller ikke bruge alt for lang tid på at sprøjte blomsterne ud, da smørcremen vil blive varmet op, og dermed bliver det sværere at få en flot resultat.

Når det er sagt, er det jo sagtens noget, man kan gøre noget ved. Så frygt ej – håbet er ikke ude, hvis nu temperaturen er forkert. Hvis smørcremen er blevet for blød, sætter du den bare i køleskabet. Er den for kold, så er det bare med at lade den stå ude i stuetemperatur, og vente på den “tør” lidt op.

 

Del