Scalloped Buttercream

Så vidt jeg ved, er denne teknik bedst kendt som Scalloped Buttercream. Scallop er det engelske ord for kammusling, og man kan godt se ideen med, at resultatet ligner kammuslinger.

Buttercream er en lækker smørcreme, som bliver brugt meget til opsmøring af kager, men kan også bruges som frosting på f.eks. cupcakes.

Jeg elsker denne teknik, da den giver et rigtig flot udtryk. Selvom den er lidt tidskrævende, så er det altså meget lettere, end det ser ud til. Det bedste af det hele er, at du egentlig kan nøjes med at bruge en ske og en frysepose til denne teknik – og så selvfølgelig smørcreme.

Det skal du bruge

Black line

  • En kage til at dekorere på
  • En skål med smørcreme (find opskriften her)
  • En sprøjte- eller frysepose
  • En spatel eller en ske
  • Eventuelt en rund tyl til sprøjteposen

I videoen herunder kan du se, hvordan man laver Scalloped Buttercream.

Sådan gør du

Black line

  1. Kom buttercreamen i en sprøjtepose eller frysepose og klip et hul i spidsen.
  2. Sprøjt små dutter ud på kagen i en lodret linje, og tag en ske eller en spatel, og træk dutten ud, så den danner en halvcirkel.
  3. Gentag processen, indtil kagen er helt dækket og afslut med en række dutter, som ikke trækkes ud.

Jeg lavede denne kage til en fødselsdag, men man kan også sagtens lave den til andre begivenheder som for eksempel til et bryllup som bryllupskage. Kun fantasien sætter grænser.

Man kan eksperimentere lidt med farverne i sprøjteteknikken, for at få et helt andet udtryk. Man kan for eksempel farve halvdelen af smørcremen rød, og så lave både røde og hvide rækker på kagen. På den måde kan man få mange forskellige udtryk, med denne simple teknik. Kagens dekoration kan altså bruges til lidt af hvert, om det så er til fødselsdag, som en beskeden bryllupskage eller noget helt tredje.

 

Del