Der findes rigtig mange spiselige blomster og blade, som kan bruges i det søde køkken. Blomster kan være meget dekorative på kager og desserter, men de kan også pynte gevaldigt i en salat. Jeg elsker at bruge spiselige blomster på kager, da de er så fine, og man derfor nemt kan få en kage til at ligne en million uden den store indsats. På billedet herover har jeg pyntet kagen med skovsyre, asters, hornviol, stedmoderblomst og marengskys.
Hvis du har en have, kan du være heldig at finde nogle af blomsterne ude i bedene. Alternativt kan du købe spiselige blomster på nemlig.com eller bestille dem hos Specialkøbmanden. Det er vigtigt, at du bruger usprøjtede blomster – så vær sikker på at dine blomster ikke er sprøjtede, når du køber dem. Undgå desuden at bruge blomster fra grøftekanten da de kan være forurenet af bilos.
Når blomster er kategoriseret som spiselige, betyder det ikke, at du skal spise dig mæt i dem, da mange blomster ikke er så gode for maven at spise i store mængder. Brug derfor kun blomster i moderate mængder.
Herunder har jeg beskrevet nogle af de spiselige blomster, som jeg kan finde på at bruge i det søde køkken.
Forglemmigej
Jeg elsker navnet på denne fine blomst, som kommer frem i det sene forår og har lange stængler med masser af små fine blomster. Den findes i den lyseblå farve som på billedet herover samt i rosa og hvid.
Blomsten minder rigtig meget om kærmindesøster, som ikke er spiselig, så sørg for at være sikker på, at du tager blomster fra den rigtige plante. Kærmindesøster har hjerteformede blade, hvor forglemmigej har mere aflange og lodne blade.
På kagen herover har jeg pyntet meget små kager med forglemmigej. Advarsel! Det tager MEGET lang tid at lave disse 🙂
- Blomstrer i maj måned.
- Blomsten dufter ikke særligt og har en neutral smag.
Dahlia / georginer
Dahlia (eller georginer som de også kaldes) findes i mange forskellige farver og størrelser, og er super fine til at dekorere kager og desserter.
- Blomstrer i sensommeren typisk fra august til frosten sætter ind.
- Smagen på blomsten er neutral.
Morgenfrue
Fine gule og orange blomster, der minder lidt om mælkebøtte-blomsten, men morgenfruen har lidt bredere blade.
Brug morgenfrueblomster i hjemmebagte boller eller som dekoration, hvor man enten kan bruge hele blomsterknoppen eller rive bladene af og dekorere med de gule og orange kronblade. Blomsterbladene kan tørres eller fryses og bruges på et senere tidspunkt.
- Blomstrer det meste af sommeren.
- Smagen er let krydret, men er ikke dominerende.
Mælkebøtte
Mælkebøtten er nok mest kendt som den uønskede gæst i manges haver, da det er en noget invasiv art, der kan være svær at komme af med. Dog kan man udnytte den fine blomst, ved at spise den.
- Blomstrer fra april til oktober.
- Både blade og blomster kan bruges og smagen er bitter.
Roser
Der findes utallige slags roser i både smag og farve. Nogle har en meget neutral smag og andre en meget parfumeret smag.
Brug hele rosenhoveder eller knopper som dekoration på kager eller benyt kun selve rosenbladene.
- Blomstrer det meste af sommeren. Nogle roser blomstrer hele sommeren og helt ind i efteråret.
- Smagen varierer meget alt efter hvilken rose det er.
Herunder har jeg brugt roser fra haven til at dekorere en sommerkage med hyldeblomst, rabarber og mazarin:
Og på disse kager har jeg pyntet med små tørrede rosa rosenblade:
Skovmærke
Skovmærke er en flot lysegrøn plante med de fineste små hvide blomster, der dukker op i foråret.
De seneste år er det blevet meget populært at bruge skovmærke i det søde køkken. Det kan både bruges som smagsgiver og som dekoration. Prøv fx at lave en skovmærkeis eller en skovmærkemousse.
- Blomstrer i maj/juni men i milde vintre er der blade på planten hele året.
- Både blade og blomster kan bruges og har en let krydret smag af vanilje og kardemomme.
Skovsyre
Find opskriften på glutenfri mazarinkage med jordbærmousse her.
Skovsyre findes primært i grønne og rødlige nuancer, og er kendetegnet ved de tre hjerteformede blade, der samles om stilken. Specielt den røde skovsyre, er rigtig dekorativ i det søde køkken. Hvis man vender den røde skovsyres blade om, så vises den flotteste lilla/mørkerøde farve, som kan give en rigtig god kontrast til desserter.
Rød skovsyre får desuden nogle små aflange gule blomster, som også kan spises.
- Blomstrer hele sommeren med gule blomster og kløverbladene kan bruges hele året, hvis planten stilles i vindueskarmen (den tåler ikke frost).
- Skovsyre har en let syrlig men neutral smag.
Stedmoderblomst / hornviol
Find opskriften på chokoladekage med hindbærmousse her.
Hornvioler og stedmoderblomster minder utrolig meget om hinanden, hornvioler er bare meget mindre end stedmoderblomster. De findes i stort set alle farver og er begge spiselige og meget dekorative.
- Blomstrer det meste af sommeren.
- De har en let syrlig men neutral smag.
Syren
Syrener er meget dekorative og findes i både hvide, lyslilla og mørklilla nuancer. Blomsterne kan bruges til at lave kandiserede blomster eller brug den i saft eller sirup.
- Blomstrer i maj-juni måned.
- Blomsten har en kraftig parfumeret smag, så brug den i moderate mængder.
Tusindfryd / bellis
Tusindfryd findes i rigtig mange græsplæner og kan være meget irriterende for haveejere, men du kan faktisk spise den fine lille blomst.
- Blomstrer næsten året rundt, men primært fra marts til november
- Smagen er mild og neutral.
Der findes mange flere spiselige blomster, og jeg vil løbende opdatere med flere, efterhånden som jeg finder flere spiselige blomster, der vil passe godt ind i det søde køkken.