Gulerodskage med cream cheese frosting

Gulerodskage

En gulerodskage med en lækker ostecreme er en klassiker, og der findes rigtig mange forskellige versioner af kagen. Denne opskrift er min absolutte favorit, af alle de gulerodskager, jeg har smagt!

Kombinationen af en let krydret gulerodskage med en blød cremet ostecreme er bare ikke til at stå for. Og bare rolig, ostecremen smager slet ikke af ost – så du kan roligt nyde denne kage, selvom du ikke er den store osteelsker. Kagen kan dog hurtigt komme til at se lidt kedelig ud. Men her kan du få et bud på, hvordan man nemt kan pifte udseendet på gulerodskagen op.

Det skal du bruge

Black line

Gulerodskage
300 g gulerødder
450 g brun farin
200 g mel
2 tsk. kanel
2 tsk. stødt nellike
1,5 tsk. bagepulver
0,5 tsk. salt
3 æg
130 g smagsneutral olie

Ostecreme
200 g Philadelphia flødeost (ikke light) 
120 g blødt smør
170 g flormelis
2 tsk. citronsaft
Orange frugtfarve

Græstoppe
Ca. 250 g Grønne Candy Melts

Sådan gør du

Black line

Gulerodskage

  1. Start med at rive gulerødderne groft.
  2. Bland alle de tørre ingredienser godt sammen og tilsæt så gulerødder, æg og olie.
  3. Hæld dejen i en springform på ca. 24 cm i diameter og bag kagen ved 180 grader i 35-40 min.

Ostecreme

  1. Alle ingredienserne til ostecremen piskes sammen, indtil det er godt blandet.
  2. Når gulerodskagen er kølet helt af, kan ostecremen fordeles på kagen og skæres ud i trekanter.

Græstoppe

  1. Smelt Candy Melts, som anvist på posen.
  2. Kom den smeltede masse i en sprøjtepose, og lav en masse græstoppe på et stykke bagepapir med en tyk stilk, så de kan stikkes ind i kagen.
  3. Lav gerne lidt ekstra, så du er forberedt, hvis nogle af dem knækker.
  4. Du kan med fordel lave stilkene dagen før.
TIP:
Brug en spisepind til at stikke hul i kagen,
så det er nemmere at få græstoppene til at sidde fast på kagen.

Noter: Du kan gange opskriften med 2 for at lave den i en stor bradepande, hvis du skal lave kage til mange mennesker. Så kan du i stedet skære trekanterne ud som vist på billedet herunder:

Gulerodskage

Del