Bryllupskage dekoreret som birketræ

Træer er et symbol på livet, og derfor er det oplagt at dekorere lige netop bryllupskager som et træ. Jeg har valgt at dekorere denne kage som et birketræ, da jeg er vild med den store kontrast på en birketræstamme med den meget lyse bark og de næsten sorte striber.

Kagen her er faktisk slet ikke en kage, men består af flamingo – hvilket kan være yderst praktisk, hvis man bare vil øve sig lidt i at dekorere kager, uden at skulle bage en kage først. Flamingoen er overtrukket med overtræksmarcipan og farvet med brun og sort pastafarve, for at få den til at ligne et birketræ.

Find opskriften på overtræksmarcipan her, som du kan bruge inden du går i gang med at dekorere din kage.

Det skal du bruge

Black line

  • Overtræksmarcipan
  • Lineal, kniv og en bagering til at måle marcipanen af til kagen
  • Pensler – både en tynd og en bred pensel
  • Spisepind eller modelleringsværktøj
  • Sort og brun pastafarve
  • Brun pulverfarve

Sådan gør du

Black line

Først skal du måle kagen af og skære marcipanen ud i den ønskede størrelse. Start med at måle omkredsen af kagen med en bagering, og brug bageringen som udstikker på den udrullede marcipan. Skær derefter en lang strimmel til kanten på kagen, og overtræk kagen med marcipanen.

Find penslerne og spisepinden frem, og start med at farve kanten af marcipanen sort med en tynd pensel. Brug derefter spisepinden eller andet modeleringsværktøj til at lave små fordybninger på toppen af kagen.

Bryllupskage overtrukket med marcipan dekoreret som birketræ toppet med roser - fines.dk

Når du har lavet fordybninger på hele toppen af kagen, tager du en tynd pensel, og farver fordybningerne med sort pastafarve. Pas endelig på med ikke at pensle for meget på – tag hellere lidt af gangen.

Brug derefter en bred pensel til at male siderne på kagen med sort og mørkebrun pastafarve. Brug også en lille pensel til at male små korte streger på siden af kagen.

Bryllupskage overtrukket med marcipan dekoreret som birketræ toppet med roser - fines.dk

Prøv at male et hjerte med sort pastafarve på siden af kagen, og skriv forbogstaverne på brudeparret i hjertet, for at give kagen et mere romantisk look.

 

Til sidst skal du bruge en bred pensel til at børste med brun pulverfarve over hele kagen. Nu er dit birketræ klar til at blive dekoreret med blomster fra brudebuketten samt to vielsesringe af marcipan farvet med guldfarve.

 

Del