Kulturnattens søde køkken

Kulturnattens søde køkken

Overvejer du at tage til Kulturnatten på fredag, så får du her 3 forslag til steder at besøge, som alle har noget på menuen fra det søde køkken.

På fredag d. 14. oktober 2016 er der kulturnat i København, og jeg er kæmpe fan af konceptet, der hvert år er spækket med arrangementer for enhver smag. Det er fantastisk spændende at komme bag kulisserne på enten offentlige institutioner eller hos virksomheder, der åbner deres døre denne ene aften om året, for at vi almindelige mennesker kan komme ind og se, hvordan der ser ud.

De seneste år er jeg blevet mere interesseret i at deltage i de arrangementer, der har med kager eller andre søde sager at gøre, og derfor vil jeg komme med min anbefaling til, hvilke arrangementer du bør tage til, hvis du også gerne vil gå på opdagelse i Kulturnattens søde køkken. 

Hvad er Kulturnatten København?

Hvert år går museer, virksomheder, kirker, foreninger og offentlige myndigheder sammen om at sætte fokus på kulturlivet med masser af aktiviteter for både børn og voksne i alle aldre. I København har man holdt Kulturnat siden 1993, og det er især arrangementer på Københavns Rådhus, DR samt Christiansborg, der trækker københavnerne til sig, da der normalt er begrænset offentlig adgang på disse steder.

1. Arrangementet til chokoladenyderen

Chokolademeditation

Få nemmere ved at holde dig sund og slank ved at spise chokolade! Det lyder jo fantastisk, men det er faktisk lige det, som du kan opleve, hvis du besøger Center for Bevist Sundhed, der vil instruere de forbipasserende i chokolademeditation. Her får du lækker chokolade, som gennem meditation vil give en meget intens nydelse, som kan modvirke stress og overspisning.

Denne form for nydelse dækker over begrebet ”mindful spisning”, hvor man ved hjælp af konkrete teknikker kan lære at lytte til kroppens lyst og behov. Når man øger bevidstheden omkring mæthedsfornemmelsen, så har man større mulighed for at reducere overspisning, idet man bliver bedre til at mærke efter, om man egentlig er mere sulten.

Så vil du lære mere om, hvordan du kan opnå den fulde nydelse, når du spiser, så kig forbi workshoppen i chokolademeditation. Læs mere om arrangementet her.

Tid: 18:00 – 21:00
Sted: Center for Bevist Sundhed, Mynstersvej 5 3, 1827 Frederiksberg C

2. Arrangementet til ”Den store bagedyst” fanatiker

Kulturnattens søde køkken

Har du mod på at få en lidt anderledes kageoplevelse så kig forbi Realdania, der er en filantropisk forening, der arbejder for livskvalitet for alle danskere. Her vil Tobias Hamann stå for underholdningen og vil helt sikkert udfordre både udseende og smagen i det søde køkken, ligesom vi så ham gøre i den store bagedyst.

Den tidligere vinder af den store bagedyst har nemlig taget udfordringen op og serverer kager, der skal være med til at sætte fokus på yderområder og de lokale steders potentialer. Med inspiration fra Tøndermarsken og Klitmøller vil Tobias i løbet af aftenen bygge kagerne op og uddele smagsprøver. Læs mere om arrangementet her.

Tid: 18:00 – 22:00
Sted: Realdania, Jarmers Plads 2, 1551 København V

3. Arrangementet til nostalgikeren

Kobbergryder

Slut aftenen af med en tur på Christiansborg, hvor du kan fordøje Kulturnattens mange indtryk. I Det Kongelige Festkøkken på Christiansborg kan du nemlig få serveret kaffe og kage i autentiske omgivelser, når Christian den Tiendes køkkenpersonale byder offentligheden indenfor i det gamle køkken.

Kom på en rejse tilbage i tiden, og læg blandt andet mærke til en af Europas største samlinger af kobberkøkkentøj. Læs mere om arrangementet på Christiansborg her.

Tid: 18:00 – 00:00
Sted: Christiansborg Slot, Ridebanen 27, 1218 København K

Hvordan deltager man?

Da Kulturnatten ikke modtager tilskud fra hverken stat eller kommune, skal du købe et Kulturpas for at deltage i festlighederne. Det koster 90 kr. og kan bl.a. købes i alle 7-Eleven-butikker i hovedstadsområdet.

Kulturpasset giver adgang til alle aftenens arrangementer, og du kan desuden køre gratis med både tog, S-tog, bus og metro i hele hovedstadsområdet fra kl. 17 til kl. 05. Skal du med til Kulturnatten, så læs mere om, hvor du kan købe dit Kulturpas her.

Må I få en rigtig god aften i Kulturnattens søde køkken!

Poster Kulturnatten 2016

 

Del