
Lækre fastelavnsboller af vandbakkelser med farvet kiks på toppen, som giver det krakkelerede udseende. Vandbakkelserne er fyldt med den lækreste pistaciecreme og en midte af mørk chokoladeganache.
Hak chokoladen fint.
Lun fløden ved lav varme og hæld straks over chokoladen, når det når kogepunktet. Lad det stå i et par minutter og rør det herefter godt sammen ved at røre i midten af skålen indtil ganachen samler sig.
Sæt ganachen på køl i 1,5-2 timer (eller natten over) indtil det har en let fast konsistens.
Blend pistacienødderne indtil de bliver til en helt cremet pasta. Det tager 10-15 minutter. Husk at skrabe kanterne ned løbende. Jeg har brugt en minihakker, som er ideel til formålet.
Tilsæt vaniljesukker til pistaciepastaen og rør godt rundt.
Kom æggeblommer, æg, majsstivelse, flormelis og salt i en skål og rør det let sammen med et piskeris.
Varm mælken op til kogepunktet og når mælkens temperatur rammer ca. 83 grader hældes 2/3 af den over æggemassen i en tynd stråle, mens der piskes i skålen med æggene. Hvis al mælken hældes i på samme tid, ender man bare med røræg.
Tænd for komfuret igen på lav varme og hæld nu ægge/mælkeblandingen tilbage i gryden til resten af mælken og bliv ved med at piske indtil cremen samler sig og bliver helt fast. Det tager lige lidt tid, men lige pludselig kan du se, at der dannes klumper, og så bliver den flydende væske til en lækker creme.
Sigt cremen i en ren ny skål, for at undgå eventuelle klumper.

Dæk cremen med husholdningsfilm helt ned til cremen og lad cremen få stuetemperatur. Det tager et par timer, men kan forkortes ved en tur i køleskabet. Dog er det vigtigt at cremen har stuetemperatur, når den skal blandes med smørret.
Rør smørret med en K-spade i røremaskinen indtil det bliver lyst og luftigt (det tager 5-10 minutter). Tilsæt cremen en skefuld af gangen indtil det er helt blandet sammen.
Bland alle ingredienser godt sammen og rul det tyndt ud mellem to stykker bagepapir til en tykkelse på ca. 2 mm.
Udstik 12 cirkler med en rund udstikker på ca. 5 cm. Lad dem sidde på bagepapiret og sæt så hele dejen på køl 1 times tid eller på frys i en halv times tid, indtil dejen er fast.
Tag et stykke bagepapir og tegn 12 runde cirkler på bagsiden med en rund udstikker på ca. 4,5 cm i diameter. Sørg for at der er god plads mellem dem, så vandbakkelserne ikke flyder sammen.
Vend bagepapiret om og placer på en bageplade. Sprøjt gerne med lidt bagespray på bagepladen, så bagepapiret bedre hænger fast.
Kom vand, smør og sukker i en gryde og varm det langsomt op indtil det koger.
Tag gryden af varmen og tilsæt mel og salt som blandes godt sammen med et piskeris.
Tilsæt æggene et ad gangen og rør godt rundt, så dejen bliver helt ensartet. Dejen skal være klistret, men fast nok til at kunne holde formen.
Kom dejen i en sprøjtepose med en rund glat tyl på ca. 1 cm.
Hold sprøjteposen helt vinkelret på bagepladen, og sprøjt dejen ud indtil de er lige så store som de tegnede cirkler.
Tag småkage-cirklerne ud af køleskabet eller fryseren og læg dem midt på dejen.

Bag kagerne ved 180 g alm. ovn i 30-35 minutter indtil de er sprøde og gyldne.
Det er vigtigt ikke at åbne ovnen, før der er gået 25-30 min, da de så kan risikere at falde sammen.
Lad dem køle helt af, inden de fyldes med creme.

Skær vandbakkelserne over.
Klargør en sprøjtepose med en stor stjernetyl (jeg brugte Wilton 1M) og fyld pistaciecremen i vandbakkelserne så det dækker hele bunden og så en ring rundt, så man laver et hul til chokoladeganachen.

Hæld chokoladeganachen i en anden sprøjtepose og klip et lille hul i bunden.
Fyld chokoladeganachen i hullet og fyld herefter en smule mere pistaciecreme ovenpå.
Læg toppen af vandbakkelsen ovenpå pistaciecremen og lav en lille dut med pistaciecremen på toppen og drys med hakkede pistacienødder.
Server straks.
https://fines.dk/choux-au-craquelin-fastelavnsboller-med-pistacie-og-moerk-chokolade/