
Med denne opskrift kan du nemt lave 3 forskellige variationer:
- Karamelsmåkager med hakkede peanuts
- Karamelsmåkager med chokolade
- Almindelige karamelsmåkager
Kom smør, sukker og vaniljesukker i en skål og pisk det lyst og luftigt.
Tilsæt sirup og rør rundt indtil det er ensartet.
Rør hvedemel, natron og salt sammen i en skål og rør det i dejen. Dejen må endelig ikke æltes meget, men blot samles.
Ælt dejen sammen med hænderne og rul dejen ud i en pølse. Skær dejen op i 9 lige store stykker. Hver af de 9 stykker rulles nu til en lang pølse.
Læg et stykke bagepapir, der passer til din bageplade, på køkkenbordet. Placer 3 pølser ovenpå bagepapiret og tryk dem let ned.
Brug en kagerulle til at rulle dejpølserne tyndt ud. Gerne til en tykkelse på ca. 2 mm.
Hvis du vil lave småkagerne med peanuts, så hak dem semigroft og tryk dem let ned i dejen inden de kommes i ovnen.
Bag småkagerne i 8-10 min. ved 175 grader varmluft til de er gyldne.
Hvis du vil lave småkagerne med et lag chokolade, så fordel et lag finthakket chokolade på småkagerne med det samme de kommer ud af ovnen.
Lad kagerne køle af et par minutter inden de skæres ud. Brug en kniv eller et pizzahjul til at skære småkagerne i mindre stykker, så der bliver ca. 15 småkager pr. stang.
Lad kagerne afkøle helt inden de kommes i en kagedåse.