Test dine bageevner med disse snekugler

Snekugler

Hvis du skal teste dine kagekundskaber i denne jul, så er disse snekugler den perfekte udfordring.

Så er det blevet december måned, og jeg glæder mig sådan til at komme igang med at bage alle de lækre julekager. Julen er en tid, hvor der bliver bagt rigtig meget, og det er også en fantastisk beskæftigelse, når nu det er koldt og mørkt udenfor. 

En klassisk julekage kan man nok ikke kategorisere denne som, men jeg blev inspireret af de snekugler med små julemotiver i, som man kan ryste, for at få det til at sne i kuglen. 

Test dine bageevner med disse snekugler

Dette er en udfordrende kage at lave og du skal have lidt tålmodighed undervejs. Men det er et sjovt og anderledes projekt, som virkelig giver et fedt resultat, når det lykkes!

Selvom kagen er en smule tidskrævende at lave, er fordelen at gelatinekuglerne kan laves i forvejen. De skal nemlig tørre i minimum 24 timer, så det er under alle omstændigheder ikke en kage, du kan nå at lave på en dag. 

Hvis jeg ikke har skræmt dig helt væk endnu, og du har lyst til at udfordre dig selv, så læs med videre, så skal jeg fortælle, hvordan du laver de fine snekugler. 

Opskriften giver 6 stk. 

Det skal du bruge

Black line

Gelatinekugler
Vandballoner
Trægrillspyd
Tape
1 liter koldt kogt vand
2 pakker husblas (også kaldet gelatine) svarer til 34 gram
2 spsk. vand

Browniebund
Find opskriften på brownie her 

Pebermyntekugler
100 g flormelis
50 g blødt smør
3 dråber pebermynteessens
1 knsp. salt
Grøn pastafarve
Silikoneform med halvkugler med en diameter på 4 cm – fx denne (annoncelink)

Chokolademousse
150 g finthakket chokolade
150 g fløde
165 g flødeskum
Muffinbageform i silikone – fx som denne (annoncelink) 

Glaze
140 g vand
50 g fløde
180 g sukker
90 g kakaopulver
5 blade husblas
Sort pastafarve

Marcipanfigurer
En klump marcipan
Pastafarver alt efter, hvilke figurer du vil lave

Sådan gør du

Black line

Gelatinekugler (laves minimum 24 timer før brug)
  1. Pust ballonerne op og tape dem godt fast på et træspyd. Stil dem i et højt glas, så der er god plads mellem dem, så de kan tørre uden at støde ind i de andre balloner.
  2. Kog ca. en liter vand og lad det køle lidt af i en stor skål. Når det ikke er brandvarmt, stiller du det ind i køleskabet, til det er iskoldt. Grunden til at vandet skal koges er, at der er rigtig meget kalk i vandet, og det kan man minimere ved at koge det, så man får mere klare gelatinekugler. 
  3. Læg husblassen i blød i det kolde vand i ca. 10 min. Husblas suger rigtig meget vand, så når man bruger så meget husblas, er det vigtigt, at der er nok vand til husblassen.
  4. Knug overskydende vand ud af husblassen og varm det op ved meget lav varme i en lille gryde sammen med 3 spsk. af vandet, som husblassen har ligget i blød i. Tag husblassen af varmen så snart det er smeltet, og hæld det op i en lille skål, som ballonerne kan komme ned i. 

Balloner til gelatinekugler

Så er det nu, at du skal finde tålmodigheden frem, for husblassen skal have den helt rigtige konsistens, for at kunne blive til en pæn kugle. Hvis den smeltede husblas er for varm, vil det enten kunne sprænge ballonen eller også glider det bare langsomt af ballonen igen. Er den derimod for kold vil det i stedet stivne, før det når at komme på ballonerne. 

Find den rigtige konsistens

Jeg brugte rigtig meget tid på at finde den helt rigtige konsistens, og da det endelig lykkedes, kunne jeg kun nå at dyppe to balloner i gelatinen, inden den blev for kold. Du kan dog sagtens varme husblassen op igen og igen, hvilket du kommer til at gøre nogle gange, da ballonerne skal have to lag, for at blive dækket godt nok. 

Dyp ballonerne så meget som muligt i husblassen og sørg for at dryppe dem godt af. Lad dem tørre i 5-10 min. inden de får det andet lag. Lav gerne flere kugler, end du har brug for, så du har et par ekstra, hvis nogle af dem skulle knække.

Når ballonerne har fået to lag husblas, skal de tørre i ca. 24 timer ved stuetemperatur. Du kan nemt mærke, om kuglerne er helt tørret ved at banke på den med en negl. Hvis den stadig er blød, skal den tørre lidt længere, men hvis den giver en klik-lyd, er den klar til brug. Opbevar kuglerne i en lufttæt beholder ved stuetemperatur indtil de skal bruges.

I princippet er gelatinekuglerne spiselige, men det er ikke nogen vild smagsoplevelse, så de er lavet primært for pyntens skyld.

Browniebund (laves senest dagen før)

Fremgangsmåden på browniebunden kan du finde her

Når browniebunden er kølet helt ned, kan du bruge en rund udstikker eller et glas til at stikke bundene ud, så de passer til formen. Skær bunden igennem på tværs, så hver udstukket kage giver to bunde. 

Bundene skal stikkes ud et lille stykke mindre, end omkredsen på din silikoneform. Det er for at chokolademoussen kan komme ned ad siderne på kagen, så hele yderkanten på kagen er dækket af mousse.

Grunden til at det skal være sådan er, at kagen skal være helt glat på siderne, når man skal overtrække den med glaze. Hvis man overtrækker en almindelig kage med glaze, vil man få en meget ujævnt overflade, og det er vi ikke interesseret i. 

Pebermyntekugler (laves senest dagen før)
  1. Smør og flormelis piskes indtil det bliver hvidt og luftigt.
  2. Tilsæt pebermynteessens, salt og grøn frugtfarve og bland godt.
  3. Fyld silikoneformen med pebermyntecremen og sæt på frys en times tid til de er helt frosne.
Pebermyntekugler til snekugler

Pebermyntekugler klar til at blive sat på frost

Chokolademousse (laves senest dagen før)

Når du skal i gang med at lave chokolademoussen, er det vigtigt at du har forberedt flere af de andre elementer. Når moussen er lavet, skal det nemlig gå ret hurtigt med at samle kagen i formen, inden moussen når at sætte sig. 

Derfor skal du stille følgende klar på køkkenbordet, inden du går i gang med chokolademoussen: 

  • Browniebundene, som er udstukket
  • Bageform til at samle kagen
  • Pebermyntekuglerne (skal stå på frys indtil du har lavet moussen færdig)

Sådan laver du chokolademoussen:

  1. Hak chokoladen fint.
  2. Giv fløden et opkog og hæld det over den finthakkede chokolade. Rør sammen med et piskeris – skal ikke piskes.
  3. Lad det køle af indtil det er lunkent og pisk imellemtiden den sidste fløde til let skum. 
  4. Vend chokolademassen i flødeskummet og hæld straks chokolademoussen i din bageform. Fyld den op til lidt over halvdelen, så der stadig er plads til pebermyntekugle og browniebund.
  5. Tag pebermyntekuglerne ud af fryseren og stik dem ned moussen. 
  6. Tryk browniebunden ned i moussen og sæt kagen på frys natten over.

 

Samling af kagen

Samling af kagen – beklager den dunkle belysning, men det er konsekvensen, når man elsker at bage om natten 🙂

Glaze (laves den dag, kagerne skal spises)
  1. Læg husblassen i blød i koldt vand i ca. 10 min.
  2. Varm vand, fløde, sukker og kakaopulver i en lille gryde indtil det koger. 
  3. Tag det straks af varmen og tilsæt husblas, som er vredet fri for vand.
  4. Hæld glazen op i en høj kande, der er god til at hælde fra og blend massen med en stavblender, indtil det bliver skinnende og blankt. Undgå at få luftbobler i ved at holde stavblenderen under glaze-overfladen, når du blender. 
  5. Lad glazen køle lidt af på køkkenbordet, og rør jævnligt i den, indtil den er blevet lidt tykkere i det, hvorefter den kan hældes over de frosne kager. Du må endelig ikke tage kagerne ud af fryseren i for god tid, da de skal være helt kolde, når glazen kommer på.

Glazing af kage

TIP:
Hvis glazen bliver for tyk, så kan du bare varme den forsigtigt op under vandbad indtil den er blevet lidt mere flydende igen. 
Marcipanfigurer

Her er der fri leg til at lave lige de figurer, du har lyst til. Du kan også vælge at sætte nogle plastikfigurer ovenpå kagerne, hvis du er tidspresset. Marcipanfigurerne kan også sagtens laves i forvejen.

Her er et par eksempler, på de figurer, jeg har brugt:

Snekugle dekoration af juletræ

Juletræ lavet af tre forskellige størrelser af stjerner, som er lagt ovenpå hinanden.

Snekugle med snemand uden gelatinekugle

Snemand lavet af tre kugler hvid marcipan, pyntet med en orange næse, brune arme, sort hat, øjne og knapper. 

Snekugle - hus uden gelatinekugle

Rødt hus med sort marcipan som døre og vinduer. Drysset med flormelis for at give effekten af sne på taget.

Samling af snekuglerne

Når gelatinekuglerne har tørret i minimum 24 timer, kan man prikke et hul i ballonen, så den kan trækkes ud af kuglen. Klip forsigtigt kanten af kuglen, så den passer til kagens omkreds.

Tilpasning af gelatinekugler

Tilpasning af gelatinekugler

Drys kokos på toppen af kagerne overtrukket med glaze. Du kan bruge en rund udstikker til at få det lagt nogenlunde rundt på kagen. Du skal ikke sætte udstikkeren på kagen, men holde den lige ovenover, og så forsigtigt hælde en smule kokosmel ned i udstikkeren. 

Dekoration af kage med kokos

Kage med kokosbund

Placer de små marcipanfigurer på toppen. Figurerne kan du drysse med flormelis, inden de sættes på kagen, så det ligner sne.

Sådan ser kagen ud indvendigt:

Snekugle halveret

De færdige snekugler:

Test dine bageevner med disse snekugler

 

Del

 

GemGem

GemGem

GemGem

GemGem

GemGem

GemGem

GemGem

GemGem

GemGem

GemGem

GemGem

GemGem

GemGem