Mirror glaze guide - fines.dk

Mirror glaze guide

De har været her længe – men de er ikke blevet mindre populære af den grund. Det er selvfølgelig mirror glaze kagerne, jeg taler om, som er blevet så populære på grund af det flotte spejlblanke ydre og enkle udtryk.

Jeg har hørt fra mange, at de ikke har turde gå i gang med at lave glazekager, da det ser for svært ud. Derfor har jeg lavet denne guide til glazing af moussekager med alle de tips og tricks, jeg har samlet til bunke efter at have lavet en del glazekager. For det er faktisk slet ikke så svært, som det ser ud. 

I dette opslag går jeg derfor i dybden med, hvad glaze egentlig er, og hvordan du lykkes med glaze.

Du kan bruge al denne viden til hvilken som helst glaze-opskrift. Men de to opskrifter, som jeg bruger mest er en glaze med kakao og en med hvid chokolade. Klik på billederne herunder, for at få opskrifterne:

Glaze med hvid chokolade

Æbledessert med karamelliserede æbler

Fra opskriften “Æbledessert med karamelliserede æbler”

Glaze med kakao

Test dine bageevner med disse snekugler

Fra opskriften “Snekugler”

Men hvad er glaze egentlig? 

Glaze er en sukkermasse som indeholder gelatine/husblas, der sørger for at glazen kan blive liggende i en tynd hinde over kagen. Som navnet antyder, glaseres kagen med sukkermassen og efterlader kagen med et skinnende og spejlblankt overtræk. 

Du har måske undret dig over, at der nogle steder står “mirror glaze” og andre steder “Miroir glaze”, og nej, det er ikke en stavefejl, men der er tale om to forskellige produkter. 

Mirror glaze

Er den hjemmelavede glaze, som typisk laves på hvid chokolade og kan derudover også indeholde husblas og kondenseret mælk. 

Miroir glaze

Er et produkt, man kan købe færdigt, som også kaldes kage glaze. Det kan både bruges som det er, eller det kan tilsættes glazeopskrifter for at få den ekstra blank.

Miroir glaze

Miroir glaze kan blandt andet købes i Føtex

Miroir glazen kan hældes direkte fra bøtten over moussekagen, som jeg har gjort med disse æbledesserter:

Æblemousse med saltet karamel og Miroir glaze

Man kan også tilsætte farve eller glimmer til Miroir glazen, inden man hælder det over kagen.

“Miroir glaze” er et rigtig godt alternativ til den hjemmelavede mirror glaze, og utrolig nem at arbejde med. Det er dog en ret omkostningsfuld affære, da et glas på 250 ml koster ca. 50 kr., og der skal bruges en del glaze til at overtrække en kage.

Sådan lykkes du med glaze

Overordnet er der 4 ting, der er altafgørende for, om du får succes med din glaze:

1. Kagen skal være helt glat

For at få det flotteste resultat skal du bruge en moussekage, der er støbt i en silikoneform. Grunden til dette er, at overfladen på kagen skal være så jævn og ensartet som mulig, da glazen er utrolig afslørende og alle detaljer kan ses. Så hvis grundkagen har masser af huller eller ujævnheder, vil dette kunne ses, når kagen overtrækkes med glaze. 

Og når du laver moussen, så pisk ikke flødeskummen for stiv. Dette vil give en mere flydende mousse, som er nemmere at støbe i silikoneforme. 

2. Pisk/rør ikke for meget i glazen

Når du laver glazen, er det vigtigt, at du ikke pisker/rører for meget, da dette vil resultere i luftbobler. 

Skulle du alligevel få luftbobler i din glaze, kan du fjerne det øverste lag af glazen med en ske, inden den hældes over kagen. Sker det, at du ikke får fjernet alle luftbobler, og du først opdager det efter, at du har hældt glazen over kagen, kan du fjerne de fleste ved at prikke hul på boblerne med en nål. 

3. Brug mirror glaze ved den rette temperatur

Det er altafgørende, at mirror glaze har den rigtige temperatur, når den hældes over kagen. Er glazen for kold, vil den stivne og klumpe ovenpå kagen. Er glazen derimod for varm, vil den ikke hænge fast på kagen. 

Hvad er den rette temperatur så?
 
Jeg synes det svinger meget fra opskrift til opskrift, hvilken temperatur der er optimal. Jeg har overtrukket kager med mirror glaze, der var alt fra ca. 32-45 grader, så her er det vigtigt at tage udgangspunkt i den opskrift, du bruger. 
TIP:
Er din mirror glaze blevet for tyk, så tag en stor skål og fyld den med varmt vand fra hanen. Sæt din skål med glaze ned i det varme vand, og rør rundt til glazen bliver tyndere.
Men det er også vigtigt at kigge på konsistensen, for det er ikke altid, at jeg synes temperaturen er den rette måde at vurdere, om glazen er klar. 
 
Og hvad er den rette konsistens så?
 
Jo, den er flydende uden at være for tynd og sammenhængende uden at være for tyk. Det skal have samme konsistens som en glasur. Få en fornemmelse af konsistensen i dette lille klip:
 
 
Her kan du se, at glazen er tyk, men den flyder stadig sammen med den øvrige glaze på kagen, når der hældes mere over. Havde glazen været for kold, ville det lægge sig ovenpå hinanden og give et meget utilfredsstillende resultat. 
4. Lav nok mirror glaze

Det siger lidt sig selv, men lav hellere for meget end for lidt, da du ikke kan hælde mere glaze over senere, hvis du vil lave en ny portion, fordi du lige manglede lidt til et hjørne. 

Mirror glaze - fines.dk

Har du styr på disse 4 punkter, kan det ikke gå helt galt. Men indtil nu har vi primært fokuseret på det ydre, og hvordan vi får kagen smuk, men det er også vigtigt at tænke over det indre i kagen – nemlig smagen. For mig er det vigtigt, at kager ikke kun er smukke, de skal også smage godt.

Da hvid chokoladeglaze er meget sød, og kakaoglazen smager meget af kakao, er det en god ide at tage højde for dette, når man planlægger, hvilke smage selve moussekagen skal bestå af.

Farvning af glaze

Kakaoglazen bliver meget mørkebrun, og derfor er det oplagt at bruge denne, hvis du enten skal bruge en brun eller en sort glaze, da du ikke skal bruge så meget farve, for at få den helt sort.

Den hvide chokolade glaze får en let gullig/cremefarve fra den hvide chokolade, og egner sig derfor til alle andre farver, da det er nemt at farve den lyse farve over.

Jeg vil altid anbefale at bruge pastafarver, da de farver meget kraftigere end frugtfarver. Dermed undgår du at konsistensen på glazen ændres. Dyp en tandstikker i pastafarven, så du bare får en lille smule farve på og tilsæt mere efterhånden. 

Hvilken kage kan bruges til at overtrække med glaze?

Som tidligere nævnt, får man det bedste resultat ved at bruge en moussekage støbt i en silikoneform. Moussekagen behøver ikke kun bestå af mousser, men det er blot vigtigt, at der er mousse som det yderste lag i silikoneformen. Så man kan sagtens indsætte bunde i selve moussen, som vist herunder:

Støbning af moussekage - fines.dk

Du kan støbe din moussekage i en hvilken som helst silikoneform. Jeg vil dog anbefale at starte med de lidt enklere forme, hvis det er første gang, du skal prøve det, og så kan du altid avancere med andre silikoneforme.

Du kan også glaze en kage opsmurt med smørecreme. Men du skal bare være meget omhyggelig med opsmøringen og være sikker på, at den er helt glat.

Forberedelse af kagen

Selve moussekagen kan laves i god tid før den skal bruges, da den minimum skal være skalfrossen, for at du kan glaze den. Den behøver ikke være helt frossen, men det er vigtigt, at den er meget kold, så glazen hurtigt kan sætte sig på kagen. Det er ikke nok, at kagen bare er køleskabskold.

Husk at tænke over farverne på kagen. Hvis du skal overtrække kagen med hvid glaze, så vil jeg fraråde at bruge en chokolademousse som det yderste lag i moussekagen, da man så ikke kan være sikker på, at kunne dække kagen, så den bliver helt hvid. Brug derfor nogenlunde den samme farve til den yderste mousse, som den glaze, du skal bruge. Eller endnu bedre – brug en mousse, der er helt lys som fx hyldeblomstmoussen fra denne opskrift. Kakaoglazen er god nok til at dække moussekagen, så her er det ikke så relevant, hvilken farve moussen har.

Husk at tage højde for, at kagen skal tø op, når den er overtrukket med glaze. Lad kagen tø op i køleskabet et par timer, inden den skal serveres.

Hvilket udstyr skal bruges?

Det jeg elsker ved glazekager er, at det ikke kræver noget vildt og dyrt udstyr. Det der skal bruges er noget, som de fleste allerede har i deres køkkener. Men her kommer en liste over det udstyr, som du kommer til at bruge, når du skal lave glazekager:

  • Stor spatel til at flytte rundt på kagen
  • Lille spatel eller kniv til at trimme kanten på glazekagen
  • Digitaltermometer
  • Kande 
  • En lille skål eller glas, der er smallere end moussekagen til at forhøje kagen, når den skal overtrækkes med glaze

Sådan overtrækkes kagen med mirror glaze

Stil moussekagen som vist – forhøjet over en plade med et stykke bagepapir, så overskydende glaze kan dryppe af.

Glaze guide - moussekage - fines.dk

Moussekagen der er klar til at blive glazet.

Glaze guide - moussekage med glaze - fines.dk

Moussekagen overhældes med glaze. Brug en kande til at hælde fra, det gør det meget nemmere at styre. Start på midten og hæld ud til kanten, indtil hele kagen er dækket.

Glaze guide - moussekage med glaze - fines.dk

Kagen er helt dækket med glaze og skal nu dryppe af, inden kanten udjævnes med en spatel eller kniv.

Mirror glaze guide - fines.dk

Brug en stor spatel til at flytte kagen over på et kagefad, og lad kagen stå til optøning i køleskabet et par timer (alt efter kagens størrelse).

TIP:
Overskydende glaze kan samles op igen og hældes over en ny kage eller fryses ned til senere brug.

Er du tidspresset, så kan du forberede glazen dagen før. Opbevar glazen på køl, og varm den let op igen, når den skal bruges. Den skal ikke op at koge, bare lunes indtil den får den rette konsistens.

Opbevaring af den færdige kage

Glazekager består ofte af mousser, som derfor skal opbevares på køl, indtil de skal spises.

Glaze har den ulempe, at den bliver mat med tiden. Derfor bør du ikke overtrække kager med glaze i alt for god tid. Se herunder et billede af den samme kage, taget med en dags mellemrum:

Mirror glaze mousse bomber - fines.dk

På førstedagen er glazen spejlblank og skinnende, hvor den på andendagen er blevet mat og kedelig. Det er forresten kakaoglazen, der er blevet brugt til at glaze kagen på billedet. 

Jeg håber, at dette opslag har gjort dig klogere på glazens muligheder, og hvis du har andre gode tips og tricks, må du meget gerne skrive en kommentar herunder, så andre kan få glæde af dem. 

 

Del